Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 16/03/2025 - 08:00

Sommerdahl-stjerne: Dedikation er grundelementet i mit DNA

Maibritt Saerens er dedikeret i sit arbejde som skuespiller, men også i at sprede en indre transformation, som ifølge hende er afgørende for alle mennesker.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: Af Henriette Brøndum Neimann og Bertram Svarre Carlson, Ritzau Fokus

Det er både ude i verden og derhjemme, at vi har brug for at slutte fred.

Det mener den Sommerdahl-aktuelle skuespiller Maibritt Saerens, som er opsat på, at der skal ske en transformation, hvis konflikter - store som små - skal løse sig.

- Dedikation er grundelementet i mit DNA. Den dedikation er rettet mod mange ting, siger Maibritt Saerens.

Her taler hun både om sin egen faglighed som skuespiller, men også om, at hun vil afspænde de personlige overlevelsesstrategier, hun ser, at mange opbygger, når de er teenagere, og man skal finde sig selv i verden.

- Jeg har en vanvittig dedikation til at afspænde de strategier, så man er mere til stede med hjertet. Både fordi jeg har brug det, fordi mine børn har brug for det, og fordi verden har brug for det, siger hun.

Selv har den 54-årige skuespillere to teenagere derhjemme. Sammen med Bent Jacobsen har hun tvillingerne Annabelle og Roberto på 14 år.

- Der er noget helt basalt i at kunne afspænde, når vi er uenige med dem på den anden side. Ellers rejser der sig et behov for at lave krig. Det viser sig bare i de små relationer i hjemmet, lyder det fra Maibritt Saerens.

- Så længe der er krig i det lille hjem, er der krig i det store hjem.

Maibritt Saerens oplever selv, hvordan meditation kan være et værktøj, som for hende bidrager til at løse konflikter.

Det er her, at hun selv først og fremmest ser, at man kan ændre sig.

- Jeg kan ikke klare den store komplekse verden. Den er for vanvittig. Men jeg kan feje for min egen dør, siger Maibritt Saerens.

Skuespilleren har været med i adskillige tv-serier, siden hun i midten af 00'erne fik sit gennembrud som Søs i DR-dramaet "Krøniken".

Netop nu kan hun i det sidste afsnit i sjette sæson af "Sommerdahl", som stryger over skærmen søndag.

Hendes karakter, kystvagten Josefine Sundby, er i serien villig til at ofre alt for at hjælpe sin eksmands to sønner, samtidig med at hun selv skal giftes på ny.

Det skaber nogle svære dilemmaer.

Maibritt Saerens ser i den virkelig verden også, hvordan den måde, vi opfatter hinanden på, i stigende grad er fuldstændig afgørende.

- Vi er så forpligtet til som mennesker at begynde at opdage, at når man har pegefingeren ude, så er der en tommelfinger, der vender indad, siger hun og tilføjer:

- Den indre transformation er altafgørende, hvis vi overhovedet skal overleve som mennesker. Det er min dedikation.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek