Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Moskva, 26/03/2026 - 07:58

Russisk guvernør melder om skader på område nær stort olieraffinaderi

Guvernør præciserer ikke, hvilken del af industriområde nær olieraffinaderi i Kirisji, der er beskadiget.

Af: /ritzau/

Et industriområde nær et af Ruslands største olieraffinaderier er blevet beskadiget i et ukrainsk droneangreb.

Det meddeler Aleksandr Drozdenko, som er guvernør i Leningrad-regionen i det nordvestlige Rusland, torsdag på beskedtjenesten Telegram ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge guvernøren blev flere end 20 droner skudt ned over regionen.

- Angrebet bliver afværget over Kirisji-distriktet. Der er skader i industriområdet, siger Drozdenko.

Guvernøren præciserer ikke, hvilken del af industriområdet, der er blevet beskadiget. Omfanget af skader står ligeledes heller ikke klart.

Et af Ruslands største olieraffinaderier ligger i byen Kirisji. Det blev sidste år gentagne gange mål for angreb fra Ukraine.

Ifølge kilder i industrien behandlede anlægget i 2024 350.000 tønder om dagen, hvilket svarer til 6,6 procent af Ruslands samlede olieforarbejdning.

Det producerede to millioner ton benzin, 7,1 million ton diesel, 6,1 million ton fyringsolie og 600.000 ton bitumen.

Reuters skrev onsdag, at mindst 40 procent af Ruslands kapacitet til olieeksport er sat ud af drift.

Det er sket som følge af ukrainske droneangreb, et angreb mod en vigtig rørledning og beslaglæggelse af tankskibe, lød det.

To unavngivne kilder har sagt til Reuters, at de russiske havne i Primorsk og Ust-Luga, der begge ligger ved Østersøen, onsdag begge suspenderede lastning af råolie og olieprodukter.

Det skal ligeledes være sket som følge af ukrainske droneangreb.

Fra russiske embedsmænd lød det tidligere onsdag, at der var opstået en brand i Ust-Luga efter et ukrainsk droneangreb.

Ruslands olieproduktion er en af landets vigtigste indtægtskilder. Den har med en værdi på 2,6 billioner dollar - omkring 16.800 milliarder kroner - en central rolle i den russiske økonomi.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek