København, 25/04/2025 - 07:48
Norlys-opkøb tynger bundlinjen og giver lille underskud
Norlys fik et underskud på 60 millioner kroner efter skat i 2024. Integration af Telia Danmark har kostet.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Norlys har været ramt af vokseværk de senere år, hvor energi- og telekoncernen er fortsat med at opkøbe og investere.
Det var også tilfældet i 2024, hvor selskabet blandt andet afsluttede opkøbet af Telias danske mobilforretning.
De mange investeringer skal fremtidssikre driften af selskabet, men koster her og nu på bundlinjen.
Det ses i årsregnskabet for 2024, der er offentliggjort fredag. Her ender Norlys med et underskud efter skat på 60 millioner kroner.
Det skal dog ses i lyset af engangsomkostninger til integration af Telia Danmarks mobilforretning, som løber op i mere end 400 millioner kroner.
Kigger man alene på driften, er årets resultat før af- og nedskrivninger, skat og renter vokset fra 1,9 milliarder kroner til 2,2 milliarder kroner.
Det er dog ikke alle forretningsben, der tjener penge. Selskabets internet- og tv-forretning gav et trecifret millionunderskud sidste år, og det samme gjorde energihandelsforretningen, Norlys Energy Trading.
Handel med energi var ellers årsagen til et rekordstort Norlys-overskud i 2022, men to år senere trak det altså den anden vej.
- Mens Telia-forretningen leverer på budget med flere kunder og større kundetilfredshed end forventet, er andre dele af vores kundeforretning udfordret.
- Internet- og tv-forretningen er præget af et marked med hård konkurrence samtidig med, at vi er i gang med at udskifte flere kernesystemer, forklarer Gert Vinther Jørgensen, der er administrerende direktør.
Omsætningen i Norlys er det seneste år vokset fra 12,4 milliarder kroner til 14,3 milliarder.
Norlys er resultatet af fusionen mellem energiselskaberne Eniig og SE i 2020.
Selskabet er ejet andelsselskabet Norlys, der igen er ejet af de mere end 800.000 energikunder. Selskabet har mere end 4500 medarbejdere.
Norlys ejer elnetselskabet N1 og er medejer af Eurowind Energy, der driver en række vindmølleparker.
Tv- og internetforretningen bygger blandt andet på det hedengangne Stofa, som blev opkøbt af SE i 2019.
Det seneste større opkøb er som nævnt Telia Danmarks mobilforretning, som 5. maj endegyldigt skifter navn til Norlys.
/ritzau/