Los Angeles, 16/12/2025 - 22:59
Søn af afdøde Rob Reiner sigtes for knivdrab på forældre
Rob Reiner og hans hustru, Michelle Singer Reiner, blev søndag aften fundet døde i deres hjem.
Evan Agostini/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den afdøde filminstruktør og skuespiller Rob Reiner og hans hustru, Michelle Singer Reiner, er ifølge politiet blevet knivdræbt.
Politiet i Los Angeles vil tirsdag eftermiddag lokal tid formelt sigte parrets yngste søn, 32-årige Nick Reiner, for overlagt drab på sine forældre.
Det siger statsadvokat i Los Angeles Nathan Hochman på et kort pressemøde tirsdag aften dansk tid, hvor det netop lyder, at Nick Reiner også står over for en anklage om at have brugt et "farligt og dødeligt våben, som var en kniv".
De anklager, som Nick Reiner står over for, kan medføre livstid i fængsel uden mulighed for prøveløsladelse eller dødsstraf, lyder det videre fra statsadvokaten.
- Der er endnu ikke taget en beslutning vedrørende dødsstraf, siger Hochman og tilføjer, at familiens ønsker vil blive taget i betragtning angående netop det spørgsmål.
Nick Reiner ventes senere tirsdag at blive fremstillet i retten, hvor han skal erklære sig enten skyldig eller uskyldig.
Det sker først, når sigtelserne officielt er indgivet, og når Reiner er blevet godkendt af en læge, hvilket er normal procedure, understreger Hochman.
Nick Reiner blev anholdt samme aften, som politiet fandt Rob Reiner og Michelle Singer Reiner døde i deres hjem i Los Angeles.
Politichef ved Los Angeles politi Jim McDonnell siger på pressemødet, at det endnu er uvist, om drabene fandt sted lørdag eller søndag.
- Vi afventer retsmedicineren, som skal forsøge så præcist som muligt at fastslå dødstidspunktet, siger han.
Flere amerikanske medier har tirsdag skrevet på baggrund af anonyme kilder, at Nick Reiner blev set lørdag i et skænderi med sin far, Rob Reiner, til en julefest. Det er dog ikke blevet bekræftet.
På pressemødet lyder det fra politimyndigheder, at der florerer mange rygter i forbindelse med denne sag.
Nathan Hochman understreger, at man kun bør stole på information fra myndighederne.
Rob Reiner, der blandt andet er kendt som instruktøren bag film som "Da Harry mødte Sally", "Et spørgsmål om ære" og "Præsident på frierfødder", fik tre børn med Michelle Singer Reiner - herunder Nick Reiner.
Nick og Rob Reiner har tidligere samarbejdet om en semibiografisk film fra 2016, som hed "Being Charlie", der blandt andet havde elementer fra deres relation og oplevelser, skriver AP.
I den forbindelse fortalte 32-årige Nick Reiner åbent om at have haft problemer med stofmisbrug og hjemløshed, allerede inden han var 18 år gammel.
/ritzau/




