København, 02/05/2026 - 13:23
Tre sårede efter eksplosion ved svensk biltræf
Tre personer er blevet kørt på hospitalet, efter at en motor eksploderede ved et svensk biltræf lørdag.
Af: /ritzau/
Tre personer er såret, efter at en Rolls-Royce-motor eksploderede ved et biltræf uden for den svenske by Degerfors lørdag.
Det skriver flere svenske medier.
De tre personer er blevet bragt til behandling på hospitalet og er ved bevidsthed, skriver nyhedsbureauet TT.
Personerne blev ramt af bildele, der fløj flere meter i luften efter eksplosionen, siger et vidne til det svenske medie SVT.
Redningstjenesten og politiet er til stede på området, lyder det, og det svenske politi har indledt en efterforskning af årsagen til eksplosionen.
Ifølge SVT var mellem 200 og 300 personer mødt op til biltræffet.
/ritzau/




