København, 26/05/2025 - 13:32
AaB fyrer sportsdirektør og træner efter nedrykning
Cheftræner Kristoffer Wichmann og sportsdirektør James Gow er færdige i AaB, der er rykket ned i 1. division.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Efter en kritisk analyse af sæsonen, der endte med nedrykning fra Superligaen, er bestyrelsen i AaB blevet enig med sportsdirektør James Gow om at stoppe samarbejdet.
Samtidig har klubben valgt at skille sig af med cheftræner Kristoffer Wichmann, der blev ansat 23. april og udstyret med en kontrakt frem til sommeren 2027.
Det oplyser selskabet bag fodboldklubben i en børsmeddelelse mandag.
Et forskelligt syn på fremtiden er baggrunden for, at bestyrelsen har valgt at vinke farvel til Wichmann, lyder det.
Bestyrelsesformand Jan Peters fortæller i en pressemeddelelse, at bestyrelsen har konstateret, at parterne ikke har kunnet finde "fælles grund at stå på".
- Det ansvar tager vi som bestyrelse på os, og derfor har vi valgt at afbryde samarbejdet med Kristoffer, siger Jan Peters.
Klubben har "straks igangsat" processen med at finde en ny sportsdirektør og cheftræner.
Wichmann nåede kun at stå i spidsen for holdet i de fem sidste kampe i sæsonen, hvor AaB fik skrabet et enkelt point sammen i nedrykningsspillet.
James Gow kom til den nordjyske traditionsklub i 2023 og har været sportsdirektør siden juli 2024.
Englænderen har på det seneste været udsat for heftig kritik fra klubbens mest inkarnerede fans.
Ifølge Jan Peters har James Gow gjort et godt stykke arbejde i forbindelse med akademiet og transition af spillere.
Men det bedste er, at parterne skilles nu, hedder det.
AaB's direktion udgøres nu alene af administrerende direktør Michael Tuxen Boll.
Også den tyske ejergruppe Sports Strategy Excellence 22 (SSE22), som købte sig ind i klubben i marts 2023, har været genstand for kraftig kritik.
Tyskerne fik en hård start på ejerskabet, da klubben i samme år rykkede ned i. 1. division.
Således er klubben for anden gang på tre sæsoner blevet forvist til Danmarks næstbedste fodboldrække.
/ritzau/