Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 16/05/2026 - 00:13

Medier: USA vil rejse tiltale mod Cubas Castro

Trump-administrationen vil drage Raúl Castro til ansvar for nedskydning af fly i 1996, skriver Reuters og AP.

Af: /ritzau/

USA's justitsministerium vil i næste uge rejse tiltale mod Cubas tidligere præsident Raúl Castro.

Det siger flere unavngivne amerikanske embedsmænd til nyhedsbureauerne Reuters og Associated Press (AP).

Ifølge Reuters forventes tiltalen mod 94-årige Castro at blive offentliggjort den 20. maj.

Enhver strafferetlig anklage skal dog først godkendes af en storjury, skriver begge medier.

Tiltalen omhandler en hændelse i 1996, hvor cubanske kampfly skød fly ned, som blev opereret af en gruppe eksilcubanere, skriver Reuters.

Raúl Castro var Cubas forsvarsminister på det tidspunkt.

Den cubanske regering har argumenteret for, at angrebet var et legitimt svar på, at flyene krænkede cubansk luftrum, skriver Reuters.

USA fordømte angrebet og indførte sanktioner, men rejste ikke straffesager mod Castro-brødrene. I 2003 rejste USA's justitsministerium ifølge Reuters tiltale mod tre cubanske militærofficerer, men de blev aldrig udleveret.

Raúl Castro er bror til den afdøde Fidel Castro, revolutionær og mangeårige modstander af USA, som ledede Cubas kommunistiske regering i årtier.

Raúl Castro trådte tilbage som Cubas præsident i 2018 og overdrog ledelsen af kommunistpartiet i 2021.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek