København, 04/07/2025 - 15:25
Ung mand bag dødelig Copenhell-vold løsladt
Landsret mener ikke, at det er nødvendigt at fængsle 20-årig voldsmand - offeret døde af faldet, ikke slaget.
Af: /ritzau/
En 20-årig mand, som Københavns Byret ad to omgange har varetægtsfængslet efter et dødeligt knytnæveslag mod en 64-årig festivaldeltager, skal løslades.
Det har Østre Landsret bestemt fredag, oplyser den 20-åriges forsvarsadvokat, Mikkel Holm Nielsen, til Ritzau.
Sagen drejer sig om en voldsepisode ved indgangen til Copenhell-festivalområdet på Refshaleøen i København om aftenen den 20. juni.
Her slog den 20-årige mand en 64-årig mand i hovedet med knyttet hånd. Manden faldt om og afgik ved døden.
Dagen efter blev den unge mand varetægtsfængslet på baggrund af en sigtelse for grov vold med under særdeles skærpende omstændigheder, blandt andet med henvisning til, at offeret afgik ved døden.
Retten bestemte, at den 20-årige frem til mandag i denne uge skulle sidde fængslet, mens politiet foretog den indledende efterforskning af sagen.
Mandag var der så et nyt retsmøde i Københavns Byret. Her fremlagde anklagemyndigheden retslægelige oplysninger fra sagen. De underbyggede, at den 64-årige var død af skader, som han fik ved faldet. Ikke fra selve slaget.
Og da et enkelt knytnæveslag ikke falder ind under straffelovens grove voldsbestemmelse, ville byretten ikke forlænge fængslingen med samme begrundelse. Men den 20-årige blev ikke løsladt.
For selv om der kun var tale om såkaldt simpel vold, så var det efter byrettens opfattelse stadig nødvendigt af hensyn til den almindelige retsfølelse, at den 20-årige ikke skulle være på fri fod, når han havde et dødsfald på samvittigheden.
Men den vurdering er Østre Landsret ikke enig i, og derfor skal den 20-årige mand løslades.
/ritzau/