København, 27/06/2025 - 16:12
Ny aftale sikrer ansatte på Pituffik Space Base højere løn
Danske og grønlandske medarbejdere på amerikansk militærbase får højere løn efter ny overenskomst.
Jim Watson/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Danske og grønlandske ansatte på den amerikanske militærbase Pituffik Space Base kan se frem til en pose penge mere om måneden og mere ligeværdige forhold med en ny overenskomst.
Det fortæller direktør i Danske Byggefag, der står for at forhandle overenskomsten for de civilt ansatte, Søren Sand Kirk.
- Aftalen øger ligestillingen mellem de grønlandske og danske ansatte. Det er en oprydning, som vi løbende prøver at være opmærksomme på. Vi holder øje med, om noget kan gøres bedre, siger han.
Ligestillingen handler blandt andet om, at nogle grønlandske ansatte ikke har fået ATP - Arbejdsmarkedets Tillægspension.
- Det har vi ændret på nu. Vi blev opmærksomme på nogle uregelmæssigheder, som vi fik rettet op på, Søren Sand Kirk.
En lønstigning på 11 procent over tre år er også et af resultaterne af den nye aftale.
- De civilt ansatte er alle dem, der ikke laver de direkte militære opgaver. De tanker flyene, passer logistikken, entreprenørmaskinerne, og er ansat i køkkenet.
- De bor og arbejder oppe på basen 1100 kilometer nord for polarcirklen i ekstreme forhold. Der skal være styr på arbejdsforholdene, siger Søren Sand Kirk.
Pituffik Space Base er tidligere kendt som Thulebasen. I slutningen af marts blev basen besøgt af den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance, under stor virak.
Under besøget langede han blandt andet kraftigt ud mod Danmarks indsats i Grønland.
Forsvarsanlægget ved Pituffik Space Base stod klar i 1952, og siden dengang har USA fastholdt sin tilstedeværelse i Grønland.
- Pituffik Space Base er en amerikansk militærbase, men som led i den aftale, som Danmark og Grønland har indgået med det amerikanske forsvar, er det et krav, at det skal varetages af en dansk-grønlandsk virksomhed med danske og grønlandske ansatte, som bemander basen, siger Søren Sand Kirk.
Efter besøget fra den amerikanske vicepræsident sendte den daværende basechef, Susannah Meyers, en mail til basens ansatte, hvori hun understregede basens gode samarbejde med Danmark.
Kort tid efter blev Susannah Meyers fyret som basechef.
Hun blev afskediget på grund af manglende "tillid til hendes evne til at lede" basen, oplyste det amerikanske militær i en erklæring.
/ritzau/