Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Randers, 19/11/2025 - 01:56

Socialdemokratiet taber terræn i Randers - SF går frem

SF bliver tredjestørste parti i Randers efter Venstre og Socialdemokratiet. S taber stemmer, men er størst.

Af: /ritzau/

Socialdemokratiet går 11,1 procentpoint tilbage, men er fortsat størst i Randers Kommune.

Partiet har med nuværende borgmester Torben Hansen i spidsen fået 23,1 procent af stemmerne. Det giver partiet syv mandater, hvilket er fem færre end ved valget i 2021.

SF brager frem med 10 procentpoint og bliver tredjestørst med 15,1 procent af stemmerne og fem mandater.

Torben Hansen vil gerne være borgmester for tredje gang. Men det er der også andre i Randers Kommune, der gerne vil.

Forud for valget har flere sagt, at de ikke vil pege på Torben Hansen.

Det gælder eksempelvis Venstre, som stiller med Claus Berggren som borgmesterkandidat.

Venstre har tirsdag fået 16 procent af stemmerne, hvilket kan veksles til fem mandater. Det er 2,6 procentpoint og et mandat mindre end ved valget i 2021.

Også både de konservatives spidskandidat, Niels Jørgen Thomsen, og SF's spidskandidat, Rosa Lykke Yde, har sagt, at de vil gå efter borgmesterposten.

Mens SF er gået markant frem, er Konservative gået fem procentpoint tilbage. Partiet har fået 6,1 procent af stemmerne og to mandater.

Dermed bliver antallet af konservative byrådsmedlemmer halveret i Randers.

Valgperioden i Randers Kommune har blandt andet været præget af jordskreddet ved virksomheden Nordic Waste. Den sag har fyldt en del i både lokale og nationale medier.

Også en hård tone og dårligt samarbejde i byrådet har i årevis påvirket kommunen.

Ifølge Randers Amtsavis er forhandlingerne i gang i Randers. Her forventer Mogens Nyholm, som stiller op for Radikale Venstre, at det bliver en lang nat.

- Alt er åbent, vi er lige begyndt, siger han til mediet.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek