Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Malmø, 12/05/2024 - 10:03

To lande stod mellem Danmark og Eurovision-finale

Den danske Eurovision-deltager Saba blev nummer 12 under semifinalen, der fandt sted torsdag. 10 gik videre.

10070 Jessica Gow/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den danske Eurovision-deltager Saba var blot to pladser fra at gå videre fra semifinalen torsdag.

Det viser offentliggjorte stemmetal fra semifinalerne på Eurovisions hjemmeside.

Saba, der optrådte med sangen "Sand", blev nummer 12 i semifinalen. 10 semifinalister fik en billet til finalen, der blev afholdt lørdag i Malmø.

Danmark fik 36 point i semifinalen, og Tjekket fik 38. Danmark var dermed syv point efter Norge, som fik 43 point og kvalificerede sig.

Norges Gåte, der optrådte med sangen "Ulveham", kom på sidstepladsen under gårsdagens finale.

Finalen blev afholdt lørdag efter en dag med forvirring og kaos både i og uden for Malmø-arenaen.

Det tæller blandt andet Israels deltagelse i Eurovision, som medførte store demonstrationer uden for Malmö Arena. Demonstranterne krævede en israelsk udelukkelse på grund af krigen i Gaza.

Demonstranterne kalder det hykleri, at Israel får lov at deltage, når Rusland blev udelukket fra Eurovision, efter at landet invaderede Ukraine i 2022.

Dertil kommer, at det hollandske bud på en Eurovision-deltager, Joost Klein, blev diskvalificeret lørdag omkring middag. Ifølge European Broadcasting Union (EBU), der arrangerer Eurovision, havde Klein opført sig truende over for en ansat på produktionsholdet.

Den udlægning har den hollandske tv- og radiostation Avrotros, der står for Hollands melodigrandprix, afvist. Ifølge Avrotros havde Joost Klein bedt om ikke at blive filmet, da han forlod scenen efter sin optræden i torsdagens semifinale.

- Dette blev ikke respekteret. Det førte til en truende bevægelse fra Joost mod kameraet. Joost rørte ikke kamerakvinden, lød det.

Dermed deltog kun 25 artister under finalen. Flere pointoplæsere trak sig på forhånd i solidaritet med enten Joost Klein eller i protest mod Israels deltagelse.

Der gik rygter om, at flere artister også ville trække sig, men alle 25 lande endte med at møde op.

Finalen endte i jubel og glædestårer, da schweiziske Nemo snød bookmakerne og vandt Eurovision med sangen "The Code". Det er tredje gang, at landet vinder konkurrencen, som er blevet afholdt siden 1956.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek