København, 14/05/2025 - 08:05
Danske FLSmidth forhandler med kapitalfond om længe ventet salg
FLSmidths cementforretning har været til salg siden start 2024. Nu har selskabet eksklusive forhandlinger.
Af: /ritzau/
Ingeniørkoncernen FLSmidth har eksklusive forhandlinger med kapitalfonden Pacific Avenue Capital Partners vedrørende salget af FLSmidths cementforretning.
Det meddeler den danske ingeniørkoncern i forbindelse med sit regnskab for første kvartal.
FLSmidth understreger, at det ikke er sikkert, at forhandlingerne vil ende ud i en handel.
I begyndelsen af 2024 meddelte FLSmidth, at det aktivt ledte efter en køber til cementdivisionen.
Efter det indledende arbejde lød det fra selskabets finansdirektør, Roland Andersen, at man håbede, at der kunne være underskrevet en salgskontrakt inden slutningen af 2024.
Senere lød det, at forventningen var, at et salg kunne ske tidligst i slutningen af 2024.
I første kvartal er både ordreindgangen og omsætningen faldet yderligere i cementdivisionen. Det afspejler ifølge FLSmidth nedskalering af risiko og påvirkning fra frasalget.
I mineforretningen er ordreindgangen også faldet sammenlignet med første kvartal året før. Men omsætningen går den anden vej.
Den samlede omsætning i minedivisionen er vokset med fire procent i første kvartal, mens salget i divisionens serviceforretning er vokset 14 procent.
Det skyldes ifølge FLSmidth øget servicesalg i forbindelse med forbrugsvarer, reservedele samt opgradering og eftermontering.
/ritzau/