København, 18/11/2024 - 16:41
Odense Håndbold får Red Bull som hovedsponsor
Som den første håndboldklub i verden skal Odense Håndbold have Red Bull som hovedsponsor.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Fra årsskiftet får Odense Håndbold energidrikgiganten Red Bull som hovedsponsor.
Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.
Samarbejdet gælder frem til sommeren 2028 og gør Odense til den første håndboldklub i verden, der får Red Bull som sponsor.
Sponsoratet gør det muligt at rykke den fynske klub endnu længere, vurderer administrerende direktør i Odense Lasse Honoré.
- At vi får Red Bull med om bord gør, at vi tør tro på, at vi kan rykke Odense Håndbold fra et top 8-hold i Europa til et af de absolutte tophold.
- Vi tør derfor godt drømme stort om, at vi sammen med Red Bull, de øvrige partnere, fans, frivillige, aktionærer og andre interessenter kan løfte Champions League-pokalen inden for de kommende år, siger han.
Odense vandt sit første danske mesterskab i 2021, hvor det også blev til en pokaltitel. I 2022 vandt fynboerne igen DM-titlen, men sidste sæson glippede finalepladsen.
I håndboldklubben håber sportsdirektør Trine Nielsen, at Red Bulls store netværk af hold og klubber i forskellige sportsgrene kan gavne Odense.
- Red Bulls erfaringer på tværs af forskellige sportsgrene vil give os unikke muligheder, der direkte kan styrke vores præstationer både på og uden for banen. Det løfter selvsagt vores ambitionsniveau, siger hun.
/ritzau/