Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 24/01/2021 - 06:00

Flertal af V-vælgere: Rigsret mod Støjberg er forkert

V-ledelse har et flertal af partiets vælgere ved 2019-valg imod sig, når den anbefaler rigsret mod Støjberg.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Over halvdelen af de vælgere, der i 2019 satte kryds ved Venstre, mener, at det er forkert at indlede en rigsretssag mod tidligere integrations-, udlændinge- og boligminister Inger Støjberg (V).

Det viser en måling fra Voxmeter for Ritzau.

Ud over at målingen har spurgt, hvad vælgerne tænker om at indlede en rigsretssag mod Inger Støjberg, har de adspurgte svaret, hvad de stemte sidste.

Blandt dem, der svarer, at de stemte på Venstre ved seneste valg, er 60 procent enten "uenige" eller "meget uenige" i beslutningen om at indlede en rigsretssag mod Inger Støjberg.

Det skal tages med det forbehold, at den statistiske usikkerhed er plus/minus 4,7 procentpoint.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, har oplyst, at Venstre som parti anbefaler, at der indledes en rigsretssag. Partiets folketingsmedlemmer er dog sat fri til at stemme for eller imod, som de ønsker.

Otte medlemmer ud over Inger Støjberg har oplyst, at de stemmer imod.

Et flertal i Folketinget har tilkendegivet, at der bør rejses en rigsretssag i en sag om ulovlig adskillelse af alle asylpar, hvoraf den ene var mindreårig, uden individuel vurdering.

Dengang i 2016 var Inger Støjberg den ansvarlige minister.

Ifølge politisk kommentator Hans Engell kan tallene i Voxmeter-målingen ikke tolkes, anderledes end at Støjberg har en stor appel blandt partiets vælgere.

- De her tal viser, at hun har en meget stor opbakning. Både i forhold til rigsretspørgsmålet og hendes placering i Venstre, siger han.

- Det her viser også, at udlændingedebatten og Støjbergs placering i udlændingedebatten stadig spiller en helt afgørende rolle.

På tværs af alle de adspurgte svarer 43,6 procent, at de er "enig" eller "meget enig" i beslutningen om at rejse en rigsretssag mod Støjberg.

37,2 procent er "uenig" eller "meget uenig" i, at det er en rigtig beslutning.

De resterende har svaret "hverken enig eller uenig" eller "ved ikke".

De adspurgte er også blevet spurgt, om de er enig eller uenig i "beslutningen om at adskille gifte eller samlevende asylansøgere, hvoraf den ene var mindreårig, var rigtig, selv om den var i uoverensstemmelse med internationale konventioner."

Her svarer 43,7 procent, at de er "enig" eller "meget enig" med det udsagn. Modsat er 32,5 procent "uenig" eller "meget uenig".

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek