København, 18/04/2025 - 06:24
Skyer vil fortrænge solen i grå påskedage
Påsken byder på tørt og skyet vejr med de bedste solchancer påskedag og anden påskedag, oplyser DMI.
John Randeris/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Skyerne vil fortrænge solen på himlen over det meste af Danmark i den forestående påskeweekend.
Det oplyser Anja Bodholdt, der er vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
- Langfredag byder på mange skyer først på dagen og lidt regn eller byger i den vestlige del af landet. Men ellers vil det formentlig holde stort set tørt, siger meteorologen.
Hun har en positiv melding til de danskere, der bor eller befinder sig længst mod øst.
- Bornholm skiller sig lidt ud, da vi forventer, at det holder tørt hele dagen, og der vil også være perioder med sol. Temperaturerne når op på mellem 15 og 20 grader.
- I resten af landet må man nøjes med 8 til 13-14 grader, hvor det bliver varmest, siger Anja Bodholdt.
Vinden vil fredag komme fra nord og nordvest og være let til frisk.
- Medmindre man er på Bornholm, vil jeg nok at anbefale en lille jakke, hvis æggejagten skal foregå udendørs, siger meteorologen.
Lørdag kan byde på regn, men det vil være i "småtingsafdelingen", tilføjer Anja Bodholdt. Til gengæld venter der tørvejr påskedag og anden påskedag, hvor mange danskere har fri fra arbejde.
- Lørdagen fortætter med masser af skyer. Især i de nordlige og østlige egne kommer der også lidt regn eller byger.
- Det bliver mellem 10 til 15 grader med en let til frisk vind fra nordvest, siger meteorologen.
- Påsken slutter af med stort set tørt vejr søndag og mandag. Der vil også være mulighed for at få et glimt af solen, selv om det nok er skyer, der bliver flest af, siger hun.
Søndag og mandag byder ifølge Anja Bodholdt på temperaturer på mellem 10 og 15 grader, mens vinden bliver mere østlig end de foregående dage, hvor den kommer fra vest og nordvest.
/ritzau/