København, 12/02/2025 - 14:11
Caroline Fleming i ekstase: Tilbage på tv med kæresten
Den tidligere baronesse Caroline Fleming viser sit liv frem sammen med plastikkirurgen Frederik Kølle, som hun danner par med både professionelt og privat.
Jorge Herrera/Ritzau Scanpix
Af: Af Ritzau Fokus
Caroline Fleming har taget hul på et helt nyt kapitel i sit liv, og nu vil hun indvie seerne i det.
Den 49-årige jetsetter og tidligere baronesse får sit helt eget program på Viaplay.
Det afslører hun på det sociale medie Instagram.
- Jeg har glædet mig meget til at kunne skrive, at jeg vender tilbage på tv, jubler Caroline Fleming i opslaget og fortsætter:
- Det har været en stor beslutning, og den føles helt rigtig. Jeg er superspændt og nyder min nye dagligdag, skriver hun og henviser til produktionsselskabet BBC Studios Nordic Production og sin kæreste, plastikkirurgen Frederik Kølle, som hun har åbnet en skønhedsklinik med.
Caroline Fleming har også delt et klip fra det kommende program.
Her ses hun og Frederik Kølle til Elle Style Awards på Hotel d'Angleterre i hjertet af København.
Journalisterne på den røde løber spørger parret, hvordan det går med kærligheden.
- Den er vidunderlig. Vi er meget heldige. Vi er meget glade, svarer en storsmilende Caroline Fleming.
Caroline Fleming stod frem som kærester med Frederik Kølle i 2024.
I sin selvbiografi, Caroline, som flere medier bragte uddrag af, afslørede hun, at det var sundhedsvæsenet, der havde bragt dem sammen.
Caroline Fleming var til lægen med smerter i brystkassen efter at have fået et lidt for hårdt farvelkram til en fest.
Hun fik tid til en røntgenundersøgelse på Gentofte Hospital for at få undersøgt lungen.
Den fejlede intet. Men Caroline Fleming var stadig i smerter og ringede til sin egen læge for at høre, om han kunne hjælpe. Han foreslog Caroline Fleming at kontakte en bestemt plastikkirurgisk klinik, som han vidste, havde en skanner.
- Jeg ringede til lægen og takkede for lån af hans skanner. Vi sludrede lidt. Vi fandt ud af, at vi begge to skulle holde efterårsferie i Dubai. Vi skulle endda med det samme fly. "Ej, hvor sjovt. Så prøver jeg at finde dig og kommer lige hen og hilser", sagde jeg. Og der, på række 15, fandt jeg Frederik", skrev hun i bogen ifølge B.T.
Som datter af lensbaron Niels Krabbe Iuel-Brockdorff, som frem til sin død i 2017 ejede Valdemars Slot på Tåsinge i det sydfynske øhav, blev Caroline Fleming født baronesse.
Men den titel mistede hun, da hun giftede sig med den engelske rigmand Rory Fleming, der er nevø til James Bond-skaberen Ian Fleming.
Sammen fik de to børn. Caroline Fleming har også en søn fra forholdet med den tidligere fodboldspiller Nicklas Bendtner.
Parret mødte hinanden under optagelserne til "Baronessen flytter ind", som er et af de programmer, Caroline Fleming tidligere har medvirket i.
Derudover har hun også deltaget i det britiske realityprogram "Ladies of London", og så har hun været vært på "Danmarks næste topmodel".
/ritzau/