Detroit, 14/01/2026 - 03:30
Trump giver langfinger til person for at råbe pædofilbeskytter
Det Hvide Hus bestrider ikke video, hvor Trump rækker langfinger mod person for at råbe "pædofilbeskytter".
Af: /ritzau/
USA's præsident, Donald Trump, kan på en video ses række sin langfinger mod en person under et besøg på en Ford-lastbilfabrik i den amerikanske delstat Michigan tirsdag.
Videoen er delt af mediet TMZ, og flere medier har omtalt videoen, heriblandt nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
I videoen retter en fabriksarbejder henvendelse til Trump og udtaler kritik af hans håndtering af sagen angående den afdøde rigmand Jeffrey Epstein.
Personen høres kalde præsidenten en "pædofilbeskytter", hvorefter Trump tilsyneladende fremsætter bandeord og derefter rækker sin langfinger frem mod manden.
Det Hvide Hus bestrider ikke videoens ægthed, skriver Reuters.
- En galning skreg et vildt bandeord i et komplet raserianfald, og præsidenten gav et passende og utvetydigt svar, siger Det Hvide Hus' talsmand Steen Cheung i en e-mail til nyhedsbureauet.
/ritzau/




