København, 15/07/2025 - 10:49
Profil Optik vildledte med løfte om briller af havaffald
Optikerkæde kunne ikke dokumentere, at plastik i briller var samlet op af fiskere i Middelhavet.
Af: /ritzau/
Der var tale om greenwashing, da Profil Optik markedsførte en brilleserie som fremstillet af plastikaffald fra havet.
Det er Forbrugerombudsmanden kommet frem til i en afgørelse.
Optikerkæden kunne ikke tilstrækkeligt dokumentere, at plastikken brugt i produktionen af brillerne reelt stammede fra affald fra havet.
- Hævder en virksomhed, at dens produkter er fremstillet af plastik hevet op af havet, skal virksomheden naturligvis kunne dokumentere dette, lyder det fra forbrugerombudsmand Torben Jensen i en meddelelse.
Profil Optik hævdede, at brillerne var lavet af "100 procent genanvendt havplast, som opsamles af fiskere i Middelhavet".
/ritzau/