Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 08/05/2026 - 16:39

Mette F. tager til kongen efter Løkkes exit fra forhandlinger

Efter at Lars Løkke har trukket stikket på regeringsforhandlinger, tager Mette Frederiksen til kongen.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Mette Frederiksen (S) tager til kongen fredag eftermiddag, efter at det står klart, at hun har mistet Moderaternes opbakning til at fortsætte som forhandlingsleder.

Det fremgår af kongehusets hjemmeside, at den fungerende statsminister mødes med kong Frederik klokken 17.30 i Frederik VIII's Palæ.

Tidligere fredag har Lars Løkke Rasmussen (M) været til forhandlinger med Mette Frederiksen på Marienborg.

Efterfølgende meddelte Løkke, at han ikke mener, at forhandlingerne fører nogen steder. Han ønsker Troels Lund Poulsen (V) som ny forhandlingsleder.

Mette Frederiksen har endnu ikke kommenteret sagen.

Venstres formand, Troels Lund Poulsen, har heller ikke kommenteret sagen.

Ritzau forsøger at få en kommentar fra ham.

Hverken Mette Frederiksen eller Troels Lund Poulsen kan mønstre et flertal bag sig.

Men med stemmerne fra Løkke ser det ud til, at Venstres formand har marginalt større opbakning. Det er dog ikke alle, som har meldt offentligt ud om, hvem de støtter.

Troels Lund Poulsen har sagt, at han vil have en borgerlig regering. Venstre ønsker en regering, der skal "gøre Danmark rigere".

Det var det mantra, formanden gentog igen og igen under valgkampen i marts.

Venstres formand har også talt for det, som han kalder en blå midterregering. Den skulle bestå af partier som De Konservative, Liberal Alliance og Moderaterne.

- Men jeg kommer ikke til at udelukke hverken Dansk Folkeparti eller Danmarksdemokraterne, har Venstre-formanden skrevet på Facebook.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek