Paris, 20/08/2025 - 03:46
Israel og Syrien meldes igen at have holdt møde i Paris
Et møde mellem Israel og Syrien med USA som mægler fandt ifølge medie tirsdag sted i Paris for tredje gang.
Khalil Ashawi/Reuters
Af: /ritzau/
Syriens udenrigsminister, Asaad al-Shibani, mødtes tirsdag med en israelsk delegation i Frankrigs hovedstad, Paris, for at tale om at styrke stabiliteten i det sydlige Syrien og området generelt.
Det rapporterer Sana, der er Syriens statslige nyhedsbureau, ifølge Reuters.
Mødet resulterede ifølge Sana i en fælles forståelse om at understøtte stabilitet i området, lyder det ifølge AFP.
På mødet drøftede de to parter blandt andet en genindførelse af en aftale fra 1974 om en demilitariseret zone i Golanhøjderne.
På mødet deltog en delegation fra USA angiveligt som mediator.
På dagsordenen var desuden deeskalering af konflikter i området og såkaldt ikkeindblanding i Syriens interne forhold.
Mødet er det andet mellem de to parter i den franske hovedstad på under en måned og det tredje i alt.
I juli blev de enige om at fortsætte forhandlingerne, da der ikke var opnået en endelig aftale om at deeskalere spændingerne i det sydlige Syrien.
Hundredvis af mennesker er blevet rapporteret dræbt i sammenstød i den sydlige syriske provins Sweida mellem drusiske krigere, sunnimuslimske beduinstammer og regeringens hær.
Israel har udført luftangreb for efter eget udsagt at forhindre, hvad landet betegner som Syriens regeringsstyrkers massedrab på drusere.
I juli angreb Israel det syriske præsidentpalads og hærens hovedkvarter i landets hovedstad, Damaskus.
USA er allieret med Israel, men har også udtrykt støtte til Syriens nye regering, præsenterede en våbenhvile mellem de to sider natten til den 18. juli.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har tidligere sagt, at en aftale om den demilitariserede zone, som blev indgået mellem Israel og Syrien i 1974, er ugyldig efter præsident Bashar al-Assads fald.
Syrien har været styret af en overgangsregering siden december sidste år, hvor Assad blev væltet.
Efter Syriens magtskifte har der været bekymring over, hvorvidt præsident Ahmed al-Sharaa ville beskytte landets mange religiøse minoriteter. Det har han flere gange lovet, at han vil.
Israel og Syrien har teknisk set været i krig siden 1948.
/ritzau/