Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Panama City, 20/06/2026 - 04:09

En person meldes dræbt under droneangreb på skib i Sortehavet

Et besætningsmedlem er død efter et droneangreb på skib i Sortehavet. Det er uvist, hvor angrebet kom fra.

Af: /ritzau/

Et besætningsmedlem har mistet livet, efter at et droneangreb har ramt et skib, der sejlede under panamansk flag, i Sortehavet.

Det meddeler Panamas søfartsmyndighed (AMP) sent fredag aften ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Angrebet skete ifølge myndigheden torsdag, og yderligere to personer blev såret under hændelsen. En af dem er i kritisk tilstand.

Skibet var efter angrebet i stand til at fortsætte sejladsen, lyder det videre.

Myndigheden oplyser ikke, hvor droneangrebet kom fra, men råder skibe til at undgå at sejle igennem ukrainske og russiske farvande i Sortehavet og Azovhavet, der ligger nord for Sortehavet.

Samtidig melder AMP, at den har "igangsat de relevante procedurer for at indhente officielle oplysninger om hændelsen og løbende er i kontakt med de involverede parter".

16 procent af verdens handelsskibe er ifølge Reuters registreret i Panama og sejler dermed under panamansk flag.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek