Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Bredebro, 24/02/2026 - 19:43

Baby afgået ved døden: Mand sigtet for grov vold

Efterforskning skal klarlægge, hvordan de skader, som har medført en syv måneder gammel babys død, er opstået.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den syv måneder gamle baby, der søndag blev indlagt på Odense Universitetshospital med livstruende skader, er død.

De pårørende er underrettet.

Det oplyser Syd- & Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse tirsdag aften.

En mand blev mandag aften afhørt og sigtet for grov vold mod barnet.

Han er fortsat sigtet, oplyser politiet.

Det fremgår ikke, hvad relationen er mellem babyen og den 32-årige mand.

Der er ikke oplysninger om, hvorvidt sigtelsen ændrer sig, efter at barnet er død af sine skader.

Politiet rykkede mandag ud til en adresse i Bredebro i Sønderjylland.

Her blev der mandag og tirsdag gennemført tekniske undersøgelser og talt med mulige vidner.

- Vi har siden anmeldelsen iværksat en omfattende efterforskning af sagen - herunder en lang række efterforskningsskridt.

- De skal forsøge at klarlægge, hvordan de skader, som har medført barnets død, er opstået og det hændelsesforløb, der ligger forud, oplyser vicepolitiinspektør Brian Skovrup Christensen i pressemeddelelsen.

Politiet tilføjer, at der vil blive foretaget en obduktion, yderligere afhøringer og flere tekniske undersøgelser i tæt samarbejde med National Kriminalteknisk Center (NKC) og Retsmedicinsk Institut.

Af hensyn til den igangværende efterforskning har politiet ikke yderligere oplysninger til sagen, oplyser myndigheden til Ritzau.

Tirsdag formiddag oplyste politiet, at den sigtede mand ikke var blevet fremstillet i grundlovsforhør, da det blev vurderet, at der ikke var grundlag for en varetægtsfængsling.

Politiet oplyste, at den syv måneder gamle baby var i kritisk tilstand.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek