Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 17/05/2026 - 11:12

Politiet har skudt og såret mand på Frederiksberg

Ved Forum på Frederiksberg var mand bevæbnet med kniv, oplyser politiet om årsag til afgivelse af skud.

Af: /ritzau/

En mand er søndag formiddag på Frederiksberg blevet skudt og såret af politiet, oplyser Københavns Politi.

Episoden fandt sted omkring Forum cirka kvart over ti. Politiet havde fået anmeldelse om en mand bevæbnet med kniv, og derfor rykkede en politipatrulje ud.

Manden blev ramt i benet og er kørt til behandling på hospitalet, oplyser politiet.

Forløbet vil nu blive undersøgt nærmere af Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP).

Hvad der gik forud for episoden, har politiet søndag formiddag ikke frigivet oplysninger om.

Ifølge politiloven må betjente bruge deres skydevåben til at afværge et påbegyndt eller overhængende farligt angreb på en person.

Så vidt muligt skal der forinden afgives varselsskud.

Tidligere på måneden løsnede politiet skud mod en 37-årig mand, der gik rundt på gaden i Thyborøn med en kniv. Han blev også ramt i benet.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek