10/09/2024 - 08:00
Tjek om du er overforsikret og spar penge
Det kan være spildte penge, hvis du ikke er vågen, når du bliver tilbudt at købe forsikring. Vær opmærksom, når du køber ny elektronik, anbefaler ekspert.
Af: Af Henriette Brøndum Neimann, Ritzau Fokus
Du har endelig fundet frem til den perfekte efterårsrejse, og midt i bestillingen, bliver du spurgt, om du ikke også vil tilkøbe en rejseforsikring.
Du har ikke det fulde overblik over dine forsikringer, så du trykker ja tak.
Problemet er bare, at du i forvejen er dækket via din indboforsikring og dermed kommer til at betale for noget, du ikke behøver.
Generelt kan du risikere at blive overforsikret, hvis ikke du er opmærksom, forklarer specialkonsulent i finansielt forbrug Louise Skjødsholm fra Rådtilpenge.dk under Finanstilsynet.
- For eksempel kan en ødelagt mobiltelefon kun blive erstattet én gang. Så har man både en elektronikdækning gennem sin indboforsikring og en tillægsforsikring, vil en af dem være ligegyldige, siger hun.
Og netop elektronik er et af de typiske steder, hvor du bør være vaks, siger seniorjurist Jakob Steenstrup fra Forbrugerrådet Tænk.
- Det er meget almindeligt, at man bliver tilbudt tillægsforsikringer i detailhandlen, når man for eksempel køber en smartphone eller et tv, siger Jakob Steenstrup og fortsætter:
- Men man skal få tjekket, om man i forvejen har en generel elektronikdækning som tillæg til sin indboforsikring, siger han.
Det samme gælder, når du bestiller en rejse og bliver tilbudt at tilkøbe en forsikring.
- Måske har man allerede en årsrejseforsikring som tillæg til sin indboforsikring. Man kan også være dækket via sit Mastercard eller husstanden, siger han.
Derudover råder specialkonsulent Louise Skjødsholm til, at du generelt sætter dig ind i, om dækningsgraden og selvrisikoen i den enkelte forsikring passer til dine nuværende behov.
- Man må prøve at sjusse sig lidt frem og helt lavpraktisk skrive ned, hvad man har af værdier. Er man fint dækket ind, eller har man en alt for høj eller lav dækning?, siger hun.
Samtidig understreger Louise Skjødsholm, at du godt kan få udbetalt penge fra to eller flere forsikringer, hvis de giver en sum penge, i tilfælde af at du kommer ud for noget bestemt.
Det kan for eksempel være, hvis du brækker benet og skal finde ulykkesforsikringerne frem.
Til gengæld betaler du for flere forsikringer, og det kan ende med at blive en for dyr forretning i sidste ende.
/ritzau fokus/