København, 25/06/2025 - 13:02
Minister er tavs om Amiras spionage mod journalister
Politifolk i NSK modtog fotos af journalists notesbog. Politiklagemyndighed undersøger nu affæren.
Af: /ritzau/
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) nægter at svare på, hvorfor politiet tog imod oplysninger om journalisters interne notater fra Amira Smajic.
Det fremgår af et svar til Folketingets retsudvalg.
Karina Lorentzen Dehnhardt fra SF ville vide, hvad politiet skulle med notesbøger og billeder fra redaktionen, da Amira Smajic samarbejdede med TV 2 om "Den sorte svane" og samtidig var meddeler for politiafdelingen NSK.
I de seneste udgaver af dokumentaren fremgår det, at Smajic affotograferede en TV 2-journalists notesbog og sendte billederne til sine kildeførere i NSK.
Men hvad politiets ærinde var, kommer altså ikke frem i lyset.
I svaret til retsudvalget lyder det fra Justitsministeriet, at NSK "ikke inden for rammerne af en folketingsbesvarelse - heller ikke i fortrolig form kan udtale sig nærmere om de spørgsmål", som rejses i dokumentaren.
Programmerne viser, hvordan Smajic stjal filer fra en journalists harddisk. Af beskederne mellem hende og hendes kildeførere i politiet fremgår det, at de bagefter skulle mødes til gennemgang af harddisken.
Åbenbart var der ingen protester fra politiet mod at modtage fortroligt materiale om journalisternes arbejde. Faktisk tværtimod.
Kontakten i politiet skrev blandt andet til Smajic, at det var svært at tyde journalistens noter.
"Han skriver åbenbart på et udenlandsk eller underjordisk skriftsprog," blev der svaret - efterfulgt at "hold kæft nogle kragetæer".
Det, som TV 2 har betegnet som spionage mod journalister, har vakt opsigt og udløst en række kritiske kommentarer. Også fra en tidligere ansat i PET, som selv har været kildefører.
Men NSK's ledelse ønsker ikke at svare på spørgsmål, og onsdag viser det sig altså, at også justitsministeren er tavs.
Om politiet har overtrådt loven, er Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) gået i gang med at undersøge.
Efterforskningen angår en række af de episoder, som fremgår af de to seneste afsnit af "Den sorte svane".
/ritzau/