Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 19/05/2026 - 01:31

USA tiltaler Maduro-allieret eksminister for hvidvaskning

Tidligere industriminister i Venezuela blev i weekenden taget til USA. Han tiltales for hvidvaskning af penge.

Af: /ritzau/

Anklagere i USA har tiltalt Alex Saab - en nær allieret af Venezuelas tidligere præsident Nicolás Maduro - for hvidvaskning af penge med påstået udnyttelse af et venezuelansk velfærdsinitiativ.

Det viser retsdokumenter, der blev offentliggjort mandag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Saab blev i weekenden udvist til USA af Venezuelas fungerende præsident, Delcy Rodríguez. Det skete ifølge hende ud af et hensyn til Venezuelas nationale interesser.

Udvisningen signalerer ifølge Reuters et nyt og højere niveau af samarbejde mellem USA's præsident Donald Trumps administration og Rodríguez, som var vicepræsident under Maduro.

Den 55-årige Alex Saab er tidligere industriminister i Venezuela. Ifølge de amerikanske anklager tog han del i planer om at bestikke venezuelanske embedsmænd, ligesom han for at berige sig selv skal have stået for pengeoverførsler gennem amerikanske bankkonti.

Anklagerne mod eksministeren kommer, mens Trumps administration forbereder sig på retsforfølgelsen af Maduro. Han blev tidligere på året taget til fange af amerikanske specialstyrker i Venezuelas hovedstad, Caracas.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek