Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 17/09/2021 - 06:03

Peter Kofod: Parat til at blive DF-næstformand

Ifølge Peter Kofod mener flere, at han og Morten Messerschmidt kunne være en god DF-næstformandsduo.

Af: /ritzau/

Optakten til weekendens landsmøde i Dansk Folkeparti fortsætter med tage nye drejninger.

Fredag melder medlem af EU-Parlamentet Peter Kofod sig som mulig organisatorisk næstformand for Dansk Folkeparti.

Det sker op til et landsmøde, hvis optakt har været præget af diskussioner om fløjkrige og magtkampe.

Hovedbestyrelsesmedlem Anders Vistisen udtalte torsdag, at han gerne ser Kofod på posten.

- Hvis det skulle være sådan, at hovedbestyrelsen efter årsmødet på søndag måtte finde det interessant, så er det klart, at så vil jeg stille mig til rådighed, siger Kofod fredag.

Nuværende organisatorisk næstformand er Carl Christian Ebbesen.

Kofod understreger, at der ikke er tale om et angreb på Ebbesen.

Men han ser en mulighed for at danne en slagkraftig duo med Morten Messerschmidt, som er politisk næstformand.

- Jeg tror, at der er rigtig mange, som synes, at jeg og Morten Messerschmidt supplerer hinanden godt og kunne sekundere partiformand Kristian Thulesen Dahl på en rigtig glimrende måde, siger Kofod.

Kofod selv har den seneste tid været involveret i debatter om udlændingelinjen i partiet.

Men han afviser, at han med udmeldingen puster til fløjkrige.

- Jeg ønsker fred i Dansk Folkeparti, siger han.

- Jeg ønsker, at vi fokuserer på politik og de vigtige valg, som baglandet står over for i november, når danskerne skal vælge nye byråd og regionsråd.

- Hvis der er partimedlemmer derude, som sidder med en følelse af, at vi skal til at gentage det, der skete i 1995, og håber på det, så synes jeg, at man skal blive hjemme.

/ritzau/

Nyhedsarkiv