Stockholm, 22/03/2026 - 21:44
Svensk regeringsparti genvælger partileder
Svensk Liberalerna-leder er i modvind efter at have opgivet partiets røde linje mod indvandringskritisk parti.
Af: /ritzau/
Simona Mohamsson er blevet genvalgt som partileder af det svenske parti Liberalerna.
Det er blevet bekræftet søndag under en afstemning på et ekstraordinært landsmøde for partiet, skriver mediet SVT.
Ved valget var der ingen modkandidat, så reelt handlede afstemningen om, hvorvidt partiet stadig havde tillid til Mohamsson som leder.
Mohamsson er kommet i vælten internt i partiet, efter hun besluttede at opgive partiets røde linje mod det indvandringskritiske parti Sverigedemokraterna og acceptere et regeringssamarbejde med partiet ved en eventuel fremtidig valgsejr.
Partiet sidder på nuværende tidspunkt i regering med Moderaterna og Kristdemokraterna.
/ritzau/




