Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Esbjerg, 19/05/2026 - 13:33

Team Esbjerg lukker målvogterhullet med norsk veteran

Den norske keeper Silje Solberg tiltræder straks for Team Esbjerg, der må undvære to skadede målvogtere.

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Inden for få uger blev Team Esbjergs håndboldkvinder ramt af to skader til holdets to bedste målvogtere, og nu er der hentet en gardering ind til medaljekampene.

Først blev Anna Kristensen skadet, og senest pådrog Katharina Filter sig en brækket knogle i venstre fod i den første DM-semifinale mod Ikast.

Derfor har Team Esbjerg med øjeblikkelig virkning hentet den rutinerede norske keeper Silje Solberg, så hun kan spille i resten af sæsonen.

35-årige Silje Solberg skulle efter planen først have tiltrådt på en toårig aftale i Team Esbjerg til sommer.

Dermed kan hun stå på mål i den anden DM-semifinale mod Ikast torsdag. Team Esbjerg vandt den første semifinale.

- Det er meget uheldigt at miste to verdensklassemålvogtere inden for kort tid. At Silje Solberg viste sig at være en mulighed, og at hun er villig til at hjælpe i en yderst vanskelig situation, er vi meget taknemmelige for.

- Hun har ikke spillet kampe i lang tid, men har sin gode fysik, sine basisfærdigheder og frem for alt sin erfaring at trække på, siger Team Esbjerg-træner Tomas Axnér til klubbens hjemmeside.

Med skaderne til Anna Kristensen og senest Katharina Filter stod Team Esbjerg pludselig kun med U19-målvogteren Anna Steffensen på den vitale post forud for de afgørende kampe om DM-titlen.

- Det er ganske vildt at blive ramt af to skader med så kort mellemrum på samme position. I den situation har jeg taget udfordringen op for at hjælpe holdet.

- Jeg har ikke spillet kampe siden januar i fjor for Vipers i Norge, og nu må jeg skrue op for det mentale for at være forberedt til vigtige kampe for Team Esbjerg, siger Silje Solberg.

Team Esbjerg oplyser, at Silje Solberg, som stod uden klub, blev indskrevet i truppen inden fristen 15. februar for at registrere nye spillere i denne sæson.

Det er årsagen til, at hun i resten af sæsonen kan spille i Team Esbjerg som amatør.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek