Teheran, 28/01/2026 - 08:59
Iran henretter mand mistænkt for at spionere for Israel
Mand blev hængt, fordi han ifølge Iran havde overdraget fortrolige dokumenter og andre oplysninger til Mossad.
Af: /ritzau/
Iran har onsdag henrettet en mand, som ifølge de iranske myndigheder har spioneret for den israelske efterretningstjeneste Mossad.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters, som henviser til oplysninger fra det iranske retsvæsens nyhedsmedie, Mizan.
Manden, der er blevet henrettet ved hængning, blev anholdt i april 2025.
Ifølge de iranske myndigheder har han overdraget fortrolige dokumenter og andre oplysninger fra Iran til Mossad.
- Hamidreza Sabet Esmaeilipour, som blev anholdt 29. april 2025, blev hængt på grund af spionage og efterretningssamarbejde til fordel for en fjendtlig efterretningstjeneste (Mossad) ved overførsel af klassificerede dokumenter og informationer, skriver Mizan.
Ifølge mediet er dødsdommen blevet blåstemplet af Irans højesteret.
Siden den mangeårige konflikt mellem Israel og Iran udviklede sig til en militær konfrontation i juni sidste år, er adskillige iranere blevet henrettet, fordi de ifølge de iranske myndigheder har samarbejdet med Israel.
/ritzau/




