Bredebro, 23/02/2026 - 22:38
Baby indlagt med livstruende skader: Politiet mistænker vold
Politiet er ved at efterforske, hvordan en baby på syv måneder har fået livstruende skader.
Af: /ritzau/
Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker en sag om mulig vold mod en baby på syv måneder.
Babyen blev søndag indlagt på Odense Universitetshospital med livstruende skader.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse mandag aften.
Politiet er mandag aften i gang med at gennemføre tekniske undersøgelser på Brogade i Bredebro i samarbejde med Nationalt Kriminalteknisk Center (NKC).
Politiets efterforskning skal klarlægge omstændighederne med henblik på at afklare, hvordan skaderne er opstået.
/ritzau/




