Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 15/03/2025 - 09:00

Signe Lindkvist: Tv-branchen har været hardcore skamskudt

Tv-vært Signe Lindkvist glæder sig over, at hun kan se tv-branchen i en opadgående kurs efter nogle år ramt af krise.

Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Af: Af Bertram Svarre Carlson, Ritzau Fokus

Tv-branchen var for nogle år siden et kritisk sted.

I 2023 så man, hvordan tv-kanaler og streamingtjenester bremsede adskillige produktioner.

Det skabte stor jobmangel, og det var derfor ikke nødvendigvis det sjoveste tidspunkt at arbejde med tv.

- Branchen har været hardcore skamskudt de sidste mange år uden at få den samme form for tilskud som minkbranchen, siger tv-vært Signe Lindkvist.

Hun var fredag aften med til at fejre netop alt det, der det seneste år har kunnet ses i fjernsynet. Sammen med Mathias Helt, var hun nemlig vært for Tvprisen 2025.

Trods den svære tid ser hun nu, at det generelt går i den rigtige retning.

- Det gode er, at vi er på vej op, og det går bedre. Jeg er faktisk meget positiv, og det er rigtig dejligt at være vært for noget, der er positivt, og ikke noget, der er i sænk, siger Signe Lindkvist på den røde løber til prisuddelingen.

Og det er også en branche, som hun kender godt.

Signe Lindkvist har siden 1990'erne lavet tv. Mest kendt er hun for sin tilstedeværelse i børneunderholdning, og fra 2009 til 2011 var hun kanalredaktør på DR Ramasjang.

I senere år er hun dog også gået over til andre ting. Blandt andet har hun været podcastvært på "Sitter" sammen med skuespiller Iben Hjejle.

Nu vender hun snart tilbage på skærmen, da hun overtager værtsjobbet i TV 2-programmet "100% sjov", hvor der kommer en sæson to.

- Det er meget dejligt. Det er nogle år siden, at jeg har været tv-vært sidst, siger Signe Lindkvist.

Selv om hun bliver den nye vært i "100% sjov", betyder det ikke, at hun er 100 procent tilbage på tv-skærmen generelt.

- Altså jeg elsker at lave tv, men jeg elsker også at lave radio. Og mest af alt elsker jeg at lave gøgl, fortæller hun.

En anden ting, hun har gang i lige nu, er en ny forestilling på Bremen Teater med titlen "Jorden rundt på 80 dage" med Anders Lund Madsen, som har premiere i maj.

- Jeg føler mig meget privilegeret, at jeg har udviklet nogle flere ben at stå på end kun tv, siger Signe Lindkvist.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek