Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 28/02/2025 - 09:58

Lise Rønne scorer værtsjob i stor TV 2-satsning

Lise Rønne skal være vært for "Feltet - Danmarks største quizkamp", som bliver den danske version af en international succes.

Af: Af Bertram Svarre Carlson, Ritzau Fokus

Lise Rønne har sikret sig nyt stort værtsjob.

Hun skal nemlig være vært for programmet "Feltet - Danmarks største quizkamp". Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.

Programmet bliver den danske version af et internationalt format, som er blevet solgt til 20 andre lande i hele verden.

Den amerikanske version af programmet hedder "The Floor", og værten i det show, Rob Lowe, var afgørende for Lise Rønnes beslutning om at tage jobbet.

- Skal jeg være helt ærlig, så sagde jeg i første omgang ja til at være vært, fordi Rob Lowe er vært på den amerikanske udgave af quizzen. Og ville jeg gerne være den danske pendant til Rob Lowe? Det tror jeg nok, jeg ville, siger Lise Rønne i pressemeddelelsen.

I den danske version skal 64 deltagere kæmpe om en præmie på 250.000 kroner.

Det er en konkurrence om quiz, taktik og hurtigt spil, hvor hver duel er et race mod tiden, og deltagerne skal være hurtige og præcise for at vinde.

- Jeg satte mig og så en sæson sammen med to af mine børn, og vi var alle fanget og ville se mere. Jeg var faktisk slet ikke i tvivl om, at jeg ville have det sjovt med at lave "Feltet", udtaler Lise Rønne i pressemeddelelsen.

Det store internationale spil med det oprindelige navn "The Floor" har sin oprindelse i Holland, hvor det kom til skærmene i 2023.

Ifølge TV 2 var det i 2024 det hurtigst voksende tv-format i verden.

- "Feltet" er en supergod quiz, fordi de dygtige deltagere både har en dyb indsigt i ét emne, samtidig med at de ved noget om næsten alle andre emner. Det betyder, at man som seer både kan gætte med og samtidig virkelig tabe kæben, siger Lise Rønne til TV 2.

46-årige Lise Rønne kunne første gang opleves i fjernsynet, da hun som 23-årig var vært for ungdomsprogrammet "Boogie".

Siden har hun været vært for programmer som "X Factor" og "Forræder".

"Feltet - Danmarks største quizkamp" får premiere lørdag 15. marts på TV 2 Play og TV 2 Charlie.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek