København, 22/07/2025 - 10:00
Grubler du over økonomien? Det skal du vide netop nu
Handelskrig og globale spændinger giver flere økonomiske bekymringer. Men ifølge økonomer er bekymringerne stort set overflødige - og i værste fald risikable.
Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix
Af: Af Oliver Meyer Fovsholm, Ritzau Fokus
Toldtrusler, skrantende aktiemarkeder og handelskrige i horisonten sætter sig ikke kun i os som en bekymring for verdensøkonomien.
Også i forhold til Danmarks økonomi og vores egen er vi i løbet af de seneste seks måneder blevet markant mere bekymrede.
Det viser en undersøgelse for Arbejdernes Landsbank, der med hjælp fra Voxmeter har taget temperaturen på vores bekymring for økonomien efter USA's præsidentvalg.
I dag svarer lidt mere end halvdelen af de adspurgte for eksempel, at de er mere bekymrede for økonomien efter det amerikanske præsidentvalg. I december gjaldt det 31 procent.
Men for mange vil grublerierne over, hvad de globale bevægelser egentlig betyder for både det danske og det private husholdningsbudget, være overflødige.
Det står nemlig ganske godt til med den danske økonomi, forklarer Brian Friis Helmer, der er privatøkonom hos Arbejdernes Landsbank
- Jeg anerkender, at man kan blive bekymret på grund af det, der sker rundt i verden, men når man kigger på det nære, er der ikke så meget at være bekymret over for langt de fleste.
Brian Friis Helmers beroligende ord skyldes flere ting. Blandt andet, at der i Danmark er rekordmange i arbejde. Derudover er inflationen faldet til ro, renterne peger nedad, og flere har oplevet pæne lønstigninger i år.
De er alle faktorer, der har en positiv indvirkning på Danmarks økonomi og dermed også privatøkonomien.
Ifølge privatøkonomen er der altså ingen grund til at lade toldtrusler og aktiemarkeder ødelægge nattesøvnen - eller lade bekymringerne påvirke vores adfærd som forbrugere.
Faktisk kan den udbredte bekymring ligefrem være en risikofaktor for økonomien, hvis det holder folk fra at bruge penge i detailhandlen eller købe ny bolig, påpeger han.
Men indtil nu er der godt gang i begge de markeder.
- Der er høje boligpriser, og niveauet på antal handler ligger på det højeste niveau i fire år, siger han.
Det afspejler sig også i Voxmeter-undersøgelsen. Her svarer 70 procent af de adspurgte danskere, at deres forbrug er uændret siden præsidentvalget i USA.
Det gør Brian Friis Helmer "fortrøstningsfuld".
Cheføkonom hos Danica Pension Mads Moberg Reumert forventer heller ikke, at vi er ved at skrue ned for forbruget eller spare unødigt op.
Dertil kommer, at mange vil få lidt flere penge mellem hænderne næste år, hvor en gruppe på omkring 300.000 danskere overgår fra at skulle betale topskat til mellemskat i stedet.
- Jeg kan godt sætte mig ind i bekymringerne med de geopolitiske spændinger, vi har. Men danskernes privatøkonomi står et ganske fint sted lige nu.
/ritzau fokus/