Washington D.C., 18/06/2025 - 17:51
Trump: Iran er i store problemer og vil forhandle
Iran har ifølge Donald Trump foreslået at komme til Det Hvide Hus for at forhandle om at stoppe konflikt.
Evan Vucci/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
USA's præsident, Donald Trump, afviser onsdag at svare direkte på, om USA vil angribe Irans atomfaciliteter.
- Det kan jeg ikke sige. Måske gør jeg det, måske gør jeg det ikke. Ingen ved, hvad jeg har tænkt mig at gøre.
- Men jeg kan sige det her: Iran er kommet i store problemer og ønsker at forhandle, siger han ifølge BBC.
Han siger også, at Iran har foreslået at tage til Det Hvide Hus for forhandlinger om Irans atomprogram i et forsøg på at stoppe konflikten.
- Jeg svarede, at det er meget sent at forhandle. Det kan være, at vi mødes. Men der er en stor forskel mellem nu og for en uge siden, ikke? En stor forskel, siger den amerikanske præsident ifølge nyhedsbureauet AFP.
Adspurgt, om det er for sent til forhandlinger, svarer Trump, at intet er for sent.
Den amerikanske præsident gentager samtidig sit budskab om, at iranerne burde have været mere villige til at forhandle, før Israel indledte sine angreb mod Iran fredag.
Der er i flere amerikanske medier meldinger om, at Trump overvejer, om USA skal gennemføre et angreb mod Iran.
Tidligere på dagen advarede Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, USA mod at involvere sig i konflikten mellem Israel og Iran. USA bør vide, at Iran ikke vil overgive sig, sagde han.
Han understregede samtidig, at ethvert amerikansk angreb vil få alvorlige og uoprettelige konsekvenser - man vil hverken acceptere, at nogen forsøger at tvinge Iran til fred eller krig, lød det videre.
USA har foreløbig involveret sig indirekte i konflikten ved blandt andet at hjælpe med at nedskyde missiler på vej mod Israel.
Tre amerikanske embedsmænd siger, at USA udstationerer flere kampfly i Mellemøsten og forlænger udstationeringen af andre krigsfly, som allerede er der.
Tirsdag holdt Trump møde med Det Nationale Sikkerhedsråd for at diskutere konflikten.
/ritzau/