København, 05/05/2025 - 12:58
DBU lader talentpiger spille elitefodbold med drenge
Talentpiger og -kvinder vil fra næste sæson kunne spille kamp mod drenge i U15-, U17- og U19-rækkerne.
Lars Møller/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Dansk Boldspil-Union (DBU) vil i de kommende sæsoner lade talentfulde pige- og kvindespillere prøve kræfter med drenge på højeste niveau i danmarksturneringen for herreungdom i U15-, U17- og U19-rækkerne.
Det oplyser DBU i en pressemeddelelse.
Tiltaget har det formål at skabe bedre udviklingsmuligheder for piger med store sportslige ambitioner, og det er besluttet at indlede en forsøgsperiode på to år.
DBU's tekniske chef, Anders Gerber, kalder det et kæmpe skridt for udviklingen af fodbold for piger og kvinder.
- At give pigerne mulighed for at spille mod og med drenge på højeste niveau er afgørende for, at vi kan fortsætte med at udvikle spillere, der kan begå sig internationalt, siger Anders Gerber.
- Vi kan se, at det er en forudsætning for piger, der vil nå internationalt topniveau, at blive matchet med og mod drenge fra børnefodbold til sen ungdomsfodbold.
Forsøget er inspireret af internationale erfaringer fra klubber som Ajax og Bayern München. I flere klubber i Danmark har piger allerede i flere år kunnet spille med drenge, og erfaringerne herfra er positive.
- Pigerne synes, det er fedt, for de bliver matchet i et helt andet tempo. De skal hele tiden være på tæerne, og det giver især vores topspillere et skub i udviklingen, siger Kasper Kjærsgaard, Head of Women's Football i Kolding IF.
Også i FC København bakker man op:
- Vi oplever, at pigerne bliver bedre matchet - og at hele træningsmiljøet løftes, når drenge og piger træner sammen.
- For pigerne er det ofte en bedre mulighed for at udvikle teknisk kvalitet og spilforståelse, lyder det fra Rebecca Steele, Head of Women's Football i FCK.
/ritzau/