Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Hårlev, 02/08/2026 - 18:59

83-årig kvinde i kritisk tilstand efter ulykke syd for Køge

To personbiler er kørt sammen i en frontal ulykke. En kvindelig fører af den ene bil er i kritisk tilstand.

Af: /ritzau/

En 83-årig kvinde er kørt til sygehuset i kritisk tilstand efter en færdselsulykke på Køgevej mellem Hårlev og Karise.

I forbindelse med ulykken er Køgevej helt spærret, idet politiet undersøger stedet. Tidshorisonten er endnu ukendt.

Det fortæller vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Morten Nielsen.

To personbiler er kørt frontalt ind i hinanden.

- Ulykken er ikke klarlagt endnu. Det ene køretøj er kommet lidt over i den anden vejbane, men hvordan og hvorfor ved vi ikke endnu, siger han.

I den anden bil sad en 50-årig mand, der er kørt til tjek på sygehuset, men som ikke er kommet alvorligt til skade.

Kvindens pårørende er underrettet.

RITZAU

TjekDet - faktatjek