Srebrenica, 11/07/2025 - 06:12
Syv ofre begraves på 30-årsdagen for massakre i Srebrenica
Fredag afholdes mindehøjtidelighed i Srebrenica, hvor mindst 8000 mænd og drenge blev dræbt i 1995.
Elvis Barukcic/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/AFP
Resterne af syv ofre vil blive begravet, når Bosnien-Hercegovina fredag afholder mindedag for massakren i byen Srebrenica.
Fredag er det 30 år siden, at bosniske serbere erobrede byen og sendte kvinder og børn på flugt, mens mere end 8000 muslimske mænd og drenge blev dræbt de efterfølgende dage.
For at dække over massakren blev ligene flyttet til massegrave, hvor de ifølge ekspertvurderinger blev flænset i stykker af tunge maskiner.
55-årige Mevlida Omerovic har besluttet, at tiden er kommet til begrave manden, selv om kun en kæbeknogle vil befinde sig i kisten.
Enken har mistet troen på, at flere rester af manden vil dukke op, så nu skal han stedes til hvile.
- Der er gået 30 år, og der er ikke længere noget at vente på, siger Mevlida Omerovic.
Kvinden ønsker et sted, hvor hun kan besøge sin mand, der var 33 år, da han forsvandt.
Manden blev formentlig dræbt i byen Petkovci 60 kilometer nord for Srebrenica sammen med omkring 1000 personer. De blev fragtet til en skole i Petkovci, hvor de blev henrettet.
Blandt de syv personer, der fredag skal begraves i Srebrenica-Potocari Memorial Centre, er også en 19-årig mand og en 67-årig kvinde.
Massakren i Srebrenica er længe blevet fordømt fra international side, og sidste år vedtog FN's Generalforsamling at gøre den 11. juli til en international mindedag.
Hændelserne i Srebrenica spillede en central rolle i retsforfølgelsen af den tidligere leder for de bosniske serbere, Radovan Karadzic.
Karadzic blev i 2016 idømt 40 års fængsel ved krigsforbryderdomstolen i Haag. Senere blev dommen ændret til fængsel på livstid.
Samme dom har den militære leder, Ratko Mladic, modtaget, da han i 2017 blev idømt livstidsstraf for folkedrab.
Selv om det er bredt anerkendt internationalt, at der var tale om folkedrab, er der fortsat bosniske serbere, der fornægter det.
Den nuværende leder for de bosniske serbere, Milorad Dodik, anerkender ikke, at der fandt et folkedrab sted for 30 år siden.
- Serberne begik ikke folkedrab i Srebrenica. Det skete ikke, sagde Dodik i juni.
Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), vil torsdag være til stede til mindehøjtideligheden i Srebrenica, oplyste Udenrigsministeriet torsdag i en pressemeddelelse.
Lars Løkke Rasmussen vil under besøget desuden markere genåbningen af Danmarks ambassade i Bosnien-Hercegovina.
/ritzau/AFP