Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Reykjavik, 30/08/2026 - 02:53

Delvis optælling viser helt tæt løb i islandsk folkeafstemning

Foreløbige resultater viser tæt løb under folkeafstemning i Island, men mange stemmer skal stadig tælles op.

Af: /ritzau/

Ja-siden ved Islands folkeafstemning om at genoptage forhandlinger om medlemskab i EU fører knebent natten til søndag.

Det viser foreløbige resultater ifølge mediet RUV, der er Islands svar på DR, baseret på cirka 87.000 optalte stemmer.

Omkring 50,5 procent af vælgerne støtter ifølge RUV regeringens forslag om at genoptage forhandlingerne. 49,5 procent er imod.

I alt 270.000 er stemmeberettigede i Island, hvor der bor knap 400.000 mennesker.

Der er ifølge nyhedsbureauet Reuters ingen oplysninger tilgængelige om den endelige valgdeltagelse.

Islands premierminister, Kristrún Frostadóttir, siger dog til RUV, at hun er meget tilfreds med det, der omtales som en høj valgdeltagelse.

- Det viser, at folk er interesserede i emnet. Det er en proces, som folk har holdninger om, og det viser sig i valgdeltagelsen, siger hun.

RITZAU

TjekDet - faktatjek