København, 11/06/2025 - 14:36
Folketinget skærper straffe for besiddelse og salg af opioider
Køretøjer anvendt til at sælge opioider kan konfiskeres, og sælgere kan fratages retten til at drive butik.
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Straffene for besiddelse og videresalg af narkotika, herunder især opioider, skærpes mærkbart fra denne sommer.
Et bredt flertal i Folketinget har onsdag vedtaget lovændringen, som kun Enhedslisten var imod, med den begrundelse at borgere, som har narkotika til eget forbrug, ikke bør straffes med fængsel.
- Med opbakning fra et bredt flertal i Folketinget tager vi nu et afgørende skridt i forhold til at behandle opioider som det, de er: De farligste og mest dødelige stoffer vi har, siger justitsminister Peter Hummelgaard (S) i en skriftlig udtalelse.
Lovændringen tager afsæt i regeringens udspil "Ungdom uden opioider" fra oktober 2024. Den har særligt fokus på pushere og bagmænd.
Regeringen præsenterede udspillet i forlængelse af tal fra Sundhedsdatastyrelsen, der viste en stigning i antallet af indlæggelser med opioidforgiftning. Politiet har ligeledes beslaglagt rekordstore mængder narkotika.
Udspillet blev også lanceret med henvisning til et alvorligt problem med det meget stærke og potentielt farlige opioid fentanyl, som er udbredt i USA. Fentanyl er et syntetisk smertestillende stof, som er mange gange stærkere end morfin og heroin.
- Vi har set i USA, hvordan en epidemi af opioider, og særligt fentanyl, kan rive et samfund fra hinanden. Den vej skal vi ikke ned ad i Danmark, og derfor griber vi ind. Vi gør opioider til den hårdest straffede gruppe af stoffer overhovedet, siger Peter Hummelgaard.
Det følger af lovændringen, at myndighederne fremover vil kunne konfiskere biler og andre køretøjer, der benyttes af pushere til salg af narkotika og opioider.
Sælger man eksempelvis opioider fra en butik, vil de ansatte kunne fratages retten til at drive butik, eller blot at være ansat i en butik.
- Det gør vi for at beskytte vores unge og for at tage dem, der sælger stofferne til de unge, ud af spillet, siger Peter Hummelgaard.
Lovændringen træder i kraft 1. juli i år.
/ritzau/