Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Bogota, 10/08/2026 - 20:42

111 er døde efter kraftigt jordskælv i Colombia

111 personer er ifølge Colombias præsident blevet dræbt i et jordskælv i landet mandag, skriver Reuters.

Joaquin Sarmiento/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

111 mennesker er døde i et jordskælv i det vestlige Colombia mandag.

Det oplyser landets præsident, Abelardo de la Espriella, i en tale til nationen, skriver nyhedsbureauet Reuters.

87 personer meldes desuden sårede, mens flere bygninger skulle være kollapset.

Colombia har erklæret en national nødsituation som følge af jordskælvet, skriver Reuters.

Seks mindre lufthavne i det vestlige Colombia har indstillet driften, oplyser landets luftfartsmyndighed ifølge AFP.

Den amerikanske tjeneste, USGS, har vurderet skælvet til at have en styrke på 7,4, skriver nyhedsbureauet AFP.

Colombia havde til at starte med anslået det til at have en styrke på 6,6.

Ifølge Den Colombianske Geologiske Tjeneste ramte jordskælvet tidlig morgen lokal tid og havde sit epicenter i Chocó-regionen i den vestlige del af landet.

Vidner oplyser ifølge Reuters, at skælvet også kunne mærkes i landets hovedstad, Bogotá, og i nabolandet Venezuela.

Guvernøren for den ramte Chocó-region skriver på X, at skaderne er i gang med at blive vurderet.

Der er desuden en bekymring for de såkaldte efterskælv, mens flere ligeledes er sårede i regionens hovedby, Quibdó, lyder det fra Nubia Carolina Cordoba-Curi.

Danmarks Udenrigsministerium advarer ligeledes om efterskælv i en opdatering af rejsevejledningen for landet.

Ministeriet uddyber samtidig, at lufthavne og anden infrastruktur i Colombia kan være påvirket af jordskælvet.

Hvis man er i området, opfordrer Udenrigsministeriet til, at man holder sig opdateret via medier, sit hotel eller rejsebureau og ellers følger de lokale myndigheders anvisninger.

RITZAU

TjekDet - faktatjek