Kyiv, 10/07/2025 - 05:58
Tre meldes dræbt i luftangreb mod by i det østlige Ukraine
Der var natten til torsdag flere meldinger om angreb i Ukraine. Blandt andet i Kyiv meldes der om dræbte.
Roman Pilipey/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Et russisk luftangreb har kostet tre personer livet i byen Kostjantynivka i det østlige Ukraine.
Det siger Ukraines nationale akutberedskab sent onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
En person meldes desuden såret.
I et opslag på beskedtjenesten Telegram lyder det, at angrebet har ødelagt en administrativ bygning. Beredskabet har her kunnet trække to lig ud fra ruinerne.
Brandvæsenet har desuden slukket brande i fire forskellige bygninger.
Kostjantynivka har i flere måneder været mål for angreb fra Rusland. Byen ligger i regionen Donetsk.
På Telegram skrev Vadym Filasjkin, som er guvernør i Donetsk, tidligere, at indbyggere bør overveje at forlade området og tage til "mindre farlige regioner i Ukraine."
Ukraines hovedstad, Kyiv, meldes også at have været mål for angreb fra Rusland.
Ifølge byens militæradministration har to personer her mistet livet.
- Desværre har vi to døde. Det her er mennesker, som blev slået ihjel af russerne, siger chefen for Kyivs militæradministration, Tymur Tkatjenko, på Telegram ifølge Reuters.
Tidligere skrev Tkatjenko på Telegram, at der faldt vragrester fra droner ned i forskellige distrikter i hovedstaden.
Han sagde også, at taget på to bygninger var i brand, og at beredskab var blevet sendt til forskellige dele af byen.
Tidligt torsdag morgen dansk tid står omfanget af materielle skader i byen ikke klart.
Ifølge Reuters har det ukrainske luftforsvar været i gang med et forsøg på at afværge angrebet.
Nyhedsbureauet dpa skrev tidligere, at det ukrainske luftforsvar advarede om både ballistiske missiler og droner. Alle indbyggere blev i den forbindelse opfordret til øjeblikkeligt at søge mod beskyttelsesrum.
Øjenvidner sagde, at der i løbet af natten kunne høres eksplosioner i byen.
Rusland har ikke umiddelbart kommenteret meldingerne.
/ritzau/