Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Florida, 20/03/2023 - 20:16

Tre mænd får livstid for drab på rapperen XXXTentacion i 2018

XXXTentacion blev skudt på åben gade. Fem år senere er tre mænd kendt skyldige i drabet og idømmes livstid.

Mpi04 / Mediapunch/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Efter knap fem år er der mandag faldet dom i sagen om drabet på rapperen XXXTentacion.

Han blev i juni 2018 skudt under et røveri på åben gade i delstaten Florida.

En jury i Florida har kendt tre mænd skyldige i drabet. De idømmes livstid, skriver The New York Times.

Ifølge anklagemyndigheden var det 28-årige Michael Boatwright og 24-årige Trayvon Newsome, der skød den 20-årige rapper.

Førstnævnte affyrede det dødbringende skud.

Den tredje mand, 26-årige Dedrick Williams, agerede chauffør under flugten. Han var angiveligt hjernen bag røveriet.

Overvågningsvideoer, som er blevet afspillet i retten, viser rapperens BMW blive blokeret af en bil af typen SUV, da han forsøgte at forlade en motorcykelforretning i Deerfield Beach godt 60 kilometer nord for Miami.

Det førte til et sammenstød med to maskerede overfaldsmænd, som slap afsted med omkring 50.000 dollar i kontanter. Det svarer til omtrent 350.000 kroner.

Retssagen har især været centreret om vidneudsagn fra en fjerde mand, Robert Allen, samt data fra mobiltelefoner og Bluetooth, der knytter mændene til stedet og bilen.

Allen var med på dagen for røveriet. Sidste år erkendte han sig skyldig i uagtsomt manddrab mod at vidne mod de tre andre.

Blandt bevismaterialet var også videoer, som ifølge anklagerne viste de tiltalte danse og posere med pengesedler timer efter drabet.

Juryen gennemgik over otte dage mere end 1000 tekstbeskeder samt videoer og billeder fra de tre mænds telefoner.

Forsvarsadvokaterne mente ikke, at DNA-prøver koblede mændene til gerningsstedet. De mente også, at vidnet Robert Allen, som har flere domme bag sig, var upålideligt.

Det indrømmede forsvarer Pascale Achille, men understregede samtidig, at det er medsammensvorne i mordsager sjældent.

- Planer udklækket i helvede har ikke engle som vidner, sagde hun.

XXXTentacion, hvis borgerlige navn er Jahseh Dwayne Onfroy, udgav i august 2017 sit debutalbum "17", som nåede en andenplads på den amerikanske hitliste.

I 2018 kom albummet "?". Blandt hans mest kendte numre er "Sad!", "Changes" og "Jocelyn Flores".

Rapperen har haft sine personlige problemer at kæmpe med. Han har offentligt talt om at være depressiv, og han havde desuden en del sager med politiet på cv'et.

Blandt andet ventede XXXTentacion på en retssag, hvor han var sigtet for vold mod sin gravide kæreste. Desuden har han siddet fængslet blandt andet for et væbnet hjemmerøveri.

/ritzau/

Los Angeles, 15/09/2025 - 05:31

15-årig Adolescence-stjerne vinder Emmy og skriver historie

Chris Pizzello/Ritzau Scanpix

Owen Cooper er natten til mandag blevet den yngste mandlige skuespiller, der nogensinde har vundet en Emmy.

15-årige skuespiller Owen Cooper har vundet en Emmy for sin rolle i den britiske serie "Adolescence".

Det skriver det amerikanske medie AP.

BBC skriver, at han er den yngste mandlige skuespiller, der nogensinde har vundet en Emmy.

Han vinder i kategorien bedste mandlige birolle i en miniserie.

- Jeg var ingenting for omkring tre år siden, og nu står jeg her, siger den 15-årige brite.

- Det betyder så meget for mig. Det betyder så meget for mig, min familie, folk derhjemme.

I 1984 vandt den dengang 14-årige Roxana Zala i kategorien bedste kvindelige birolle på baggrund af hendes rolle i "Something About Amelia".

Prisuddelingen Emmy Awards løber søndag amerikansk tid af stablen i Los Angeles for 77. gang.

I Netflix-dramaet "Adolescence" spiller Cooper den 13-årige Jamie Miller, som anklages for at have slået en pige, han går i skole med, ihjel.

Han var ifølge Los Angeles Times 14 år, da serien blev optaget, og det er hans første professionelle rolle.

"Adolescence" har vundet i alle Emmy-kategorier, den var nomineret til. Det gælder blandt andet i kategorierne bedste miniserie eller film og bedste mandlige hovedrolle i en miniserie eller film. Sidstnævnte gik til Stephen Graham, der spiller Jamies far, Eddie Miller.

Ashley Walters, der i "Adolescence" spiller efterforskeren Luke Bascombe, var også nomineret i kategorien bedste mandlige birolle i en miniserie.

Desuden var Javier Bardem nomineret for sin rolle i "Monsters: The Lyle and Erik Menendez Story". Bill Camp var nomineret for sin medvirken i "Presumed Innocent". Rob Delaney var blandt de nominerede for sin præstation i "Dying for Sex", og Peter Sarsgaard for sin rolle i "Presumed Innocent".

Også Erin Doherty, der i "Adolescence" spiller psykologen Briony Ariston, har søndag vundet en Emmy. Hun vinder i kategorien bedste kvindelige birolle i en miniserie.

Kategorien miniserie gælder serier, der slutter efter en enkelt sæson.

"Adolescence" blev i løbet af de første tre måneder efter udgivelsen set 140 millioner gange på Netflix, skriver Reuters.

Serien, der har fire afsnit, skiller sig blandt andet ud med scener, der ikke er klippet i.

/ritzau/

Læs Mere >>

Los Angeles, 15/09/2025 - 05:27

FAKTA: Her er dette års Emmy-vindere

Frederic J. Brown/Ritzau Scanpix

"Adolescence" gjorde rent bord under nattens Emmy Awards i Los Angeles. Også "The Pitt" vandt flere priser.

Den britiske miniserie "Adolescence" gjorde rent bord under nattens Emmy Awards i Los Angeles.

15-årige Owen Cooper skrev Emmy-historie, da han blev den yngste mandlige skuespiller, der nogensinde har vundet en Emmy.

Han spiller en birolle i "Adolescence", der handler om en dreng, som bliver beskyldt for at have slået en pige, han går i skole med, ihjel.

Også "The Pitt" vandt flere priser. Det blev dog ikke til en dansk sejr i kategorien bedste instruktør af en dramaserie, hvor Janus Metz var nomineret for et afsnit af "Star Wars: Andor".

Her kan du se et udpluk af vinderne i de største kategorier:

* Bedste dramaserie: "The Pitt".

* Bedste komedieserie: "The Studio".

* Bedste miniserie eller film: "Adolescence".

* Bedste instruktør af en dramaserie: Adam Randall, "Slow Horses".

* Bedste manuskript i en dramaserie: Dan Gilroy, "Star Wars: Andor".

* Bedste kvindelige hovedrolle i en dramaserie: Britt Lower, "Severance".

* Bedste mandlige hovedrolle i en dramaserie: Noah Wyle, "The Pitt".

* Bedste kvindelige birolle i en dramaserie: Katherine LaNasa, "The Pitt".

* Bedste mandlige birolle i en dramaserie: Tramell Tillman, "Severance".

* Bedste instruktør af en komedieserie: Seth Rogen, "The Studio".

* Bedste manuskript i en komedieserie: Seth Rogen, Evan Goldberg, Peter Huyck, Alex Gregory og Frida Perez, "The Studio".

* Bedste kvindelige hovedrolle i en komedieserie: Jean Smart, "Hacks".

* Bedste mandlige hovedrolle i en komedieserie: Seth Rogen, "The Studio".

* Bedste kvindelige birolle i en komedieserie: Hannah Einbinder, "Hacks".

* Bedste mandlige birolle i en komedieserie: Jeff Hiller, "Somebody Somewhere".

* Bedste instruktør af en miniserie eller film: Philip Barantini, "Adolescence".

* Bedste manuskript i en miniserie eller film: Jack Thorne og Stephen Graham, "Adolescence".

* Bedste kvindelige hovedrolle i en miniserie eller film: Cristin Milioti, "The Penguin".

* Bedste mandlige hovedrolle i en miniserie eller film: Stephen Graham, "Adolescence".

* Bedste kvindelige birolle i en miniserie eller film: Erin Doherty, "Adolescence".

* Bedste mandlige birolle i en miniserie eller film: Owen Cooper, "Adolescence".

Kilde: The Guardian og BBC.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 13/09/2025 - 10:00

FAKTA: Unges udfordringer på arbejde

Jobpatruljen har spurgt 3282 unge mellem 13-17 år om deres fritidsjob. Her er nogle af udfordringerne:

* 96 procent har oplevet et eller flere brud på reglerne i deres ansættelsesforhold.

* Mere end hver fjerde er ikke opmærksomme på, at de har visse rettigheder, når de er på arbejde.

* Den gennemsnitlige timeløn er 77,77 kroner i timen. Cirka 20 procent modtager dog ikke løntillæg for eksempelvis aften- og weekendarbejde.

* Flere end otte ud af ti af de undervisningspligtige unge har vagter, som varer mere end de tilladte to timer på en skoledag.

* Knap 25 procent får ikke den pause, som de ifølge loven har krav på.

Kilde: Jobpatruljens evalueringsrapport 2024.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 13/09/2025 - 10:00

Giv børnene et sceneskift og få aftensmaden til at glide lettere ned

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Hvis det er svært at få ro på måltidssituationen derhjemme, ligger der guld gemt i at se på den måde, daginstitutionerne har knækket nødden.

Efter at have okset hjem fra arbejde og tryllet et nærende måltid frem, der nu står dampende klar på bordet, er der ikke noget bedre end at kunne kalde familien til samling med et: "Så er der mad!".

Til gengæld er reaktionen ikke altid som håbet. "Nej tak. Jeg er lige i gang med en leg", lyder det med korslagte arme fra familiens mindste.

Og så kommer måltidssituationen skævt fra start. Det kender Christian Schødts udmærket. Han er far til to, arbejder som madfar i en integreret institution og er aktuel med kogebogen "Bare én bid - grønnere børnemad".

Hans råd er at lære af pædagogernes knivskarpe rutiner.

- Det er svært at gå direkte fra at spille bold eller skærm, og så starter det altså i minus. Børnene har brug for et sceneskift, så man kan begynde et kvarter før med at sige: "Nu skal vi rydde op, vi skal snart spise" og så sætte gang i rutiner med at vaske hænder og dække bord.

- Det gør de også her i institutionen. Og det er enormt gavnligt at tænke ind, fortæller Christian Schødts, som er uddannet ernæringsassistent og også er kok i "Go' Morgen Danmark".

Når alle har fundet vej til middagsbordet, venter der en ny fælde, man let kan falde i.

- Som forælder kommer man tit til at gå frem og tilbage, fordi "jeg har også lige glemt vandkanden". Det giver ikke den ro, der skal til. På blå stue er alt sat frem på bordet, så man ikke skal rejse sig igen, fortæller han om dagligdagen i vuggestuen og børnehaven.

Når roen har indfundet sig ved spisebordet, bliver blikket hurtigt rettet mod børnenes tallerkener. Får de nu grøntsager nok? Og bliver de overhovedet mætte?

Men her kan du med fordel slå koldt vand i blodet.

- Man kan let blive så optaget af, at børnene spiser nok, at man sidder og siger: "Den der kunne du så godt lide sidste gang". Men man får lagt et pres ned over den stund, som ikke er fedt for ungerne, forklarer han.

Det samme gælder også med omvendt fortegn. Sætninger som: "Den her kunne du ikke så godt lide sidst, men nu har jeg gjort det her ved den i stedet", er heller ikke fordrende for, at børnene kan gå naturligt og umiddelbart til måltidet og tage for sig af det, de nu har lyst til i dag.

- Lad være med at italesætte det - bare gør det, lyder Christian Schødts' råd til at undgå det, han kalder madstress.

Selv om Christian Schødts til daglig laver mad i en integreret institution og har fundet frem til en række genveje til at gøre maden sjov og inkluderende - blandt andet ved at have børnene så meget som muligt med i køkkenet - så kan hans egne børn sagtens finde på at pille noget fra.

- Det skal der altid være plads til, siger han.

Han slår dog på tromme for, at man altid giver børnene en chance for at gå på opdagelse i maden. Også selv om de har rynket på næsen af den ret de forrige gange.

- Bare fordi August ikke plejer at spise den ret, så nytter det ikke noget at tage rugbrødet med ind til bordet fra start, siger han med henvisning til at have nogle sikre elementer med ved bordet, som man ved glider lettere ned.

- For nogle gange går der lige fem-ti minutter, før de begynder at spise det, siger han.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek