Odense, 13/02/2024 - 12:39
To kvinder sigtet i terrorsag dømmes for at besidde og sælge kokain
To unge kvinder, der er varetægtsfængslet i terrorsag, idømmes to måneders ubetinget fængsel i narkosag.
Af: /ritzau/
To unge kvinder, der er sigtet og varetægtsfængslet i en mørklagt terrorsag, er tirsdag ved Retten i Odense idømt hver to måneders ubetinget fængsel.
De er sammen med en medtiltalt - en mand på 21 år, der også er idømt to måneders fængsel - fundet skyldige i at have besiddet 5,92 gram kokain og videresolgt syv gram kokain.
De tre havde nægtet sig skyldige.
Det var tilbage i april sidste år, at politiet slog til mod de tre personer, der befandt sig i en bil på en parkeringsplads i det centrale Odense.
Alle de tiltalte afviste ethvert kendskab til stofferne.
- Jeg kender ikke noget til det. Jeg tager hverken kokain eller andet, og jeg sælger det heller ikke, sagde den ene 20-årige kvinde.
Hun forklarede, at hun kørte bilen, og at hun var på vej hen til et pizzeria sammen med sine to venner.
Den anden 20-årige forklarede, at hun heller ikke kendte noget til stofferne i bilen.
- Jeg var skæv og væk på tramadoler, lød det.
Retten finder, at alle tre tiltalte skal dømmes i forening for besiddelse af og forudgående salg af kokain.
De to kvinder blev anholdt i december og sigtet for planlægning af en terrorhandling.
Fem andre er også sigtet i sagen.
De nærmere detaljer om anklagen er ikke oplyst, og retsmøderne i sagen har hidtil været afholdt bag dobbeltlukkede døre.
Terrorsagen blev på retsmødet tirsdag i Odense ikke nævnt med et ord.
Men fem betjentes tilstedeværelse i retssal 13 var det synlige bevis på, at der ikke var tale om en almindelig narkosag.
Det kom under sagen frem, at den ene af de to 20-årige kvinder tidligere er dømt en betinget dom for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer.
Den anden 20-årige kvinde er tidligere straffet, men ikke med relevans for den aktuelle narkosag, lød det fra anklageren.
Den ene af kvinderne har valgt at modtage sin dom, mens den anden vil overveje, om hun vil anke dommen til landsretten.
Det samme vil den 21-årige mand.
/ritzau/