Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Odense, 19/04/2022 - 20:47

88-årig mister livet efter drukneulykke ved Langeland

En ældre mand er død på sygehuset, efter at han tirsdag eftermiddag faldt i vandet i Ristinge Havn.

Af: /ritzau/

En 88-årig mand er tirsdag aften død på Odense Universitetshospital, efter at han tidligere på dagen faldt i vandet i Ristinge Havn på Sydlangeland.

Det oplyser Fyns Politi.

Politi og redning fik klokken 17.16 en anmeldelse om, at en person var faldet i vandet i Ristinge Havn.

- Man forsøger på stedet uden held at få ham op af vandet, fortæller politiets vagtchef Milan Seyfabad.

- Det lykkes først, da redningsmandskabet når frem, og han bliver med helikopter fløjet til Odense Universitetshospital.

Lægerne kunne dog ikke redde hans liv, og klokken 19.11 blev han erklæret død.

Vagtchefen kan ikke sige, hvordan den ældre mand faldt i vandet, men afviser, at der skulle være sket noget kriminelt.

Den 88-åriges pårørende er underrettet.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek