Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 10/06/2026 - 18:21

USA truer med nye angreb mod Iran

Hvis ikke Iran underskriver en fredsaftale, vil USA fortsætte angreb mod Iran, lyder det fra Donald Trump.

Af: /ritzau/

USA's præsident, Donald Trump, siger, at USA vil angribe Iran onsdag.

Det siger præsidenten til journalister i det Hvide Hus, skriver Reuters.

Derudover truer præsidenten med nye angreb, hvis ikke en fredsaftale bliver underskrevet.

- Vi kommer til at angribe dem, angribe dem meget kraftigt, siger han ifølge nyhedsbureauet.

Ifølge Trump var parterne "meget tæt" på en aftale, men præsidenten anklager Iran for at trække tiden ud, skriver AFP.

- Vi vil have en aftale, der er betydningsfuld, vi vil have en aftale, der virker, siger Trump.

Iran har ifølge præsidenten allerede aftalt, at landet ikke vil erhverve atomvåben, men aftalen mangler endnu en underskrift, skriver Reuters.

Iran har endnu ikke kommenteret meldingen.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek