Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Jakarta, 06/09/2026 - 10:47

Vulkanudbrud standser flytrafik i seks indonesiske lufthavne

Østaten Indonesien ligger i et område med høj vulkansk og seismisk aktivitet. Fredag gik en vulkan i udbrud.

Pvmbg/Reuters

Af: /ritzau/

Den indonesiske vulkan Anak Krakatau er gået i udbrud, og det har fået seks lufthavne til at standse flytrafikken.

Det oplyser Indonesiens transportministerium søndag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Vulkanen gik i udbrud fredag, hvor lava flød, og brag kunne høres op til 700 kilometer væk fra Anak Krakatau, der ligger på en lille vulkanø omkring midt imellem øerne Java og Sumatra.

Det oplyser Indonesiens geologiske agentur.

Der er registreret yderligere to udbrud søndag.

Der er blevet registreret aske fra vulkanen i luftrummet omkring lufthavnen Soekarno-Hatta, der ligger i Indonesiens hovedstad, Jakarta.

Flytrafikken i den lufthavn blev indstillet natten til lørdag lokal tid. Ifølge nyhedsbureauet Reuters har det frem til søndag påvirket 301 flyvninger - herunder 58 internationale flyvninger.

Lufthavnen i Bandung er den seneste til at standse flytrafikken.

- Der er indikationer på, at lufthavnen Husein Sastranegara i Bandung er påvirket. Som en konsekvens af det er lufthavnen lukket for fly, siger Dudy Purwagandhi, der er Indonesiens transportminister, på et pressemøde søndag.

Andre lufthavne i landet er blevet gjort klar til at kunne være alternative landingspladser.

Skibe, der sejler i strædet mellem Java og Sumatra, er blevet bedt om at være opmærksomme på mulige forstyrrelser af navigationssikkerheden på grund af vulkanudbruddet.

Fartøjerne må ikke sejle inden for en radius af tre kilometer af vulkanøen.

Lana Saria, der er leder af Indonesiens geologiske agentur, advarer mod at nærme sig vulkanen og siger, at materiale, der kommer ud af vulkanen, kan bringe personer, der kommer for tæt på, i fare.

Der er ikke fare for, at de seneste udbrud kan skabe en tsunami, siger hun ifølge AFP.

I 2018 var der en tsunami, der var forårsaget af et delvist kollaps af Anak Krakatau. Tsunamien kostede 429 personer livet, mens flere tusinde blev fordrevet.

Indonesien, en sydøstasiatisk østat, ligger i Stillehavets såkaldte Ildring. Her forårsager mødet mellem kontinentale plader høj vulkansk og seismisk aktivitet.

RITZAU

TjekDet - faktatjek