Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 13/07/2025 - 02:34

Trump forsvarer sin regering efter konspirationsteorier om Epstein

Trump-tilhængere på den yderste højrefløj retter skarp kritik af hans regering for håndtering af Epstein-sag.

Ken Cedeno/Reuters

Af: /ritzau/

USA's præsident, Donald Trump, har lørdag aften bedt sin politiske bevægelse om at stoppe med at angribe hans regering angående sager, der har tilknytning til den afdøde finansmand og seksualforbryder Jeffrey Epstein.

Det gør Trump på sit eget sociale medie, Truth Social.

- Hvad sker for mine "drenge" og, i nogle tilfælde, "piger"? De går alle efter justitsminister Pam Bondi, som gør et fantastisk stykke arbejde, skriver han i et langt indlæg.

Trumps justitsministerium og USA's forbundspoliti, FBI, gik i sidste uge ud for at afkræfte en række konspirationsteorier med forbindelse til Epstein-sagen.

Blandt dem er, at han havde en såkaldt kundeliste, afpressede magtfulde personer, og at Epstein slet ikke begik selvmord i fængslet, men blev myrdet.

Epstein begik selvmord i et fængsel i New York i 2019, lød det. Det lød videre fra Trump-administrationen, at der ikke ville blive offentliggjort yderligere oplysninger om efterforskningen.

Og det har skabt røre på den amerikanske højrefløj, hvor mange har støttet Trump i årevis, skriver nyhedsbureauet AFP. Stemmer på højrefløjen har udtalt skarp kritik af justitsminister Pam Bondi og FBI-direktør Kash Patel.

Trump forsvarer Bondi og Patel på Truth Social, hvor han henvender sig direkte til sin bevægelse, "Make America Great Again".

- Vi er på samme hold, Maga, og jeg kan ikke lide det, der sker. Vi har en perfekt regering, som alle taler om, og "egoistiske mennesker" forsøger at skade den - alt sammen på grund af en fyr, der aldrig dør, Jeffrey Epstein.

Mange af Maga-tilhængerne har længe hævdet, at såkaldte dybe statsaktører skjuler oplysninger om Epsteins højtstående medarbejdere.

Trump, der optræder i mindst én ti år gammel video sammen med Epstein til en fest, har afvist beskyldninger om, at han er nævnt i dokumenterne eller havde nogen direkte forbindelse til finansmanden.

Dan Bongino, der er en indflydelsesrig, højreorienteret podcastvært, som Trump har udnævnt til vicedirektør for FBI, har ifølge flere amerikanske medier truet med at træde tilbage på grund af regeringens håndtering af sagen.

/ritzau/

Los Gatos, 17/07/2025 - 23:15

Dansk serie er blandt de mest sete på Netflix i første del af 2025

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

På to måneder har "Reservatet" fået næsten 34 millioner visninger på Netflix, viser liste fra regnskab.

Den danske miniserie "Reservatet" er blandt de meste sete Netflix-serier i årets første seks måneder.

Serien, der udkom 15. maj, har på to måneder fået næsten 34 millioner visninger og ligger dermed nummer 21 over de mest sete serier.

Det fremgår af en oversigt, der er landet torsdag aften i forbindelse med Netflix' regnskab.

Her fremhæver streamingtjenesten den danske serie som en hitserie.

"Reservatet" har på engelsk fået titlen "Secrets We Keep". Den udspiller sig i et rigmandsmiljø nord for København, hvor en filippinsk au pair pludselig forsvinder sporløst.

Ifølge Netflix bliver skandinaviske serier og film mere og mere populære.

Samtidig udgør indhold på et andet sprog end engelsk mere end en tredjedel af visningerne i perioden fra januar til juni, lyder det.

I toppen af Netflix' liste ligger den britiske serie "Adolescence", der udkom i marts, med knap 145 millioner visninger.

Sæson to og tre af den sydkoreanske serie "Squid Game" ligger på anden- og tredjepladsen med henholdsvis 117 millioner og 72 millioner visninger.

Serien "Dept Q", som er Netflix' udgave af Jussi Adler-Olsens Afdeling Q-serie, er blevet set 25 millioner gange siden udgivelsen 29. maj. Dermed placerer "Dept Q" sig som nummer 32 på listen over de mest sete serier i første halvår af 2025.

Torsdag aften har Netflix også præsenteret sit regnskab for andet kvartal.

Her fremgår det, at selskabets omsætning voksede med 16 procent sammenlignet med samme periode sidste år og endte på 11,1 milliarder dollar. Det svarer til 71,4 milliarder kroner.

På bundlinjen endte Netflix med et overskud på 3,1 milliarder dollar - svarende til 20 milliarder kroner.

Ifølge nyhedsbureauet AFP skyldes fremgangen højere indtægter fra reklameforretningen samt prisstigninger på abonnementer.

/ritzau/

Læs Mere >>

Los Gatos, 17/07/2025 - 22:41

Dansk Netflix-serie er blandt de mest sete i første halvår af 2025

På to måneder har "Reservatet" fået næsten 34 millioner visninger på Netflix, viser liste fra regnskab.

Den danske miniserie "Reservatet" er blandt de meste sete Netflix-serier i årets første seks måneder.

Serien, der udkom 15. maj, har på to måneder fået næsten 34 millioner visninger og ligger dermed nummer 21 over de mest sete serier.

Det fremgår af en oversigt, der er landet torsdag aften i forbindelse med Netflix' halvårsregnskab.

"Reservatet" har på engelsk fået titlen "Secrets We Keep". Den udspiller sig i et rigmandsmiljø nord for København, hvor en filippinsk au pair pludselig forsvinder sporløst.

I toppen af listen ligger den britiske serie "Adolescence", der udkom i marts, med knap 145 millioner visninger.

Sæson to og tre af den sydkoreanske serie "Squid Game" ligger på anden- og tredjepladsen med henholdsvis 117 millioner og 72 millioner visninger.

Netflix' omsætning voksede i andet kvartal med 16 procent sammenlignet med samme periode sidste år og endte på 11,1 milliarder dollar. Det svarer til 71,4 milliarder kroner.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 17/07/2025 - 10:00

FAKTA: Forholdsregler forebygger de værste skader ved skybrud

* Sørg for at have kraftig afdækningsplast og sandsække ved hånden, så du kan dække gulvafløb og toilet, hvis det bliver nødvendigt.

* Luk vinduer og døre, og sørg for, at alle åbninger udadtil er dækket til med sandsække eller lignende.

* Tjek, at udendørs afløb, riste og tagrender ikke er tilstoppede, og grav eventuelt render rundt om huset.

* Store mængder vand gør vejene usikre. Hold ind til siden, hvis du er bilist og bliver fanget i et skybrud.

* Undgå kontakt med kloakvand, da det kan være sundhedsskadeligt.

Kilde: Beredskabsstyrelsen

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 17/07/2025 - 10:00

Pjaskvåd sommer nærmer sig: Lær at afkode varslerne

Anthon Unger/Ritzau Scanpix

Våde vejrvarsler er blevet en del af hverdagen - også om sommeren. Men det gør en forskel, om der varsles skybrud eller kraftig regn, når vi skal forberede os.

Solskin og temperaturer høje nok til at hoppe i badetøjet, men også ustadigt vejr med byger, regn og torden.

Sådan lyder den foreløbige prognose fra DMI for de kommende uger af sommeren, der altså forbereder os på, at de nylige skybrud ikke var en enlig svale.

Tværtimod må vi indstille os på sommerdage, hvor enten skybrud eller kraftig regn sætter en stopper for strandturen og giver havemøblerne en ordentlig skylle.

Men hvornår er det skybrud, og hvornår er der tale om kraftig regn?

Det er ikke sikkert, du kan mærke forskel, når himlen åbner sig, men definitionerne er klare - og det er værd at kende forskellen, fortæller Erik Hansen, der er vagtchef hos DMI.

- Skybrud kommer kraftigt og i løbet af kort tid fra bygeskyer. Når vi varsler om det, betyder det, at der falder mindst 15 millimeter regn på en halv time.

Varslingen om skybrud for et givent område betyder, at der i løbet af en halv time ville lægge sig mindst 15 millimeter vand i hele området, hvis der ikke var afløb eller jord med evne til at suge vandet.

Når der er faldet mindst 30 millimeter regn, kan man kalde det for dobbelt skybrud, og i ekstreme tilfælde kan der opstå tredobbelt skybrud, fortæller Erik Hansen.

- Skybrud forekommer hen over sommeren og sensommeren. Det opstår på varme dage, når bygeskyerne bobler op af varme, siger han.

Bygeskyerne kan hurtigt flytte sig, og derfor kan skybrud være svære at forudsige sammenlignet med almindelig kraftig regn. Til gengæld kan man forudsige, om der er potentiale for, at der opstår skybrud.

Han forklarer, at under de kraftigste skybrud i Danmark kan der falde to millimeter regn i minuttet.

- Det kan godt give en hurtig oversvømmelse, hvis man er uheldig, siger vagtchefen.

Ofte er skybrud trælse i øjeblikket, hvor de opstår, men kraftig regn kan skabe større udfordringer, fordi det våde vejr strækker sig over længere tid.

- Den slags regn opstår i forbindelse med fronter og rammer i større områder. Definitionen er, at det skal regne mindst 24 millimeter på seks timer og dernæst mindst 30 millimeter på 24 timer, siger han.

Den kraftige regn rammer større områder og berører dermed flere mennesker. Desuden er den ofte mere besværlig at håndtere.

- Det kan give problemer på lavtliggende motorvejsstrækninger eller i folks huse, hvis de bor ved ådale. Det kan også give problemer med jordskrænter, hvis jorden bliver blød og begynder at flyde, forklarer Erik Hansen.

Når mængderne af regn bliver store nok over tid, kan det give risiko for egentlige oversvømmelser - og derfor udsender DMI i dag også hydrologiske varsler.

- Det kan være, hvis der er faldet så meget vand hen over en lang periode, at jorden ikke kan suge mere, for eksempel hen over vinteren. Vi har set nogle problemer med det i Tyskland og Spanien, siger han.

I Danmark kan det især være et problem omkring Vejle Å.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek