Miami, 14/06/2025 - 21:34
Trump-kritikere indtager USA's gader med 2000 demonstrationer
"No Kings"-demonstranterne er ansporet af myndighedernes anholdelser og deportationer af indvandrere.
Julien Pretot/Reuters
Af: /ritzau/
På tværs af USA er tusindvis af demonstranter lørdag på gaden for at vise deres modstand mod præsident Donald Trump.
I alt er der planlagt 2000 demonstrationer på landsplan under overskriften "No Kings", skriver det amerikanske medie USA Today.
Demonstranter i Florida er kommet så tæt på Trumps residens, Mar-a-Lago, som politiet tillader, og de er blevet mødt af Trump-støtter på stedet.
Med "No Kings" henviser demonstranter og arrangører til, at ingen i USA - heller ikke præsident Trump - er konger, som kan handle egenrådigt.
Tusindvis er marcheret gennem Chicago, hvor de foran Trump Tower har råbt slagord og er kommet med buh-råb, rapporterer CNN.
I storbyen Philadelphia er demonstranterne gået fra rådhuset til Museum of Modern Art. CNN har talt med én af deltagerne, veteranen Jon Cutler.
- Det er det her, der gør vores land fantastisk. Selv den højst placerede person i USA, USA's præsident, skal holde sig til retssystemet og lovene, som er omfattet af USA's forfatning, siger Jon Cutler til CNN.
Demonstrationerne begyndte i Los Angeles i Californien, hvor de tidligere på ugen udviklede sig voldeligt, og der blev indført udgangsforbud.
Demonstranterne i Los Angeles er utilfredse med, at immigrationsmyndigheden ICE har tilbageholdt og deporteret illegale immigranter, som har deres tilværelse i USA, og som arbejder i landet.
Protesterne finder sted samme dag, der afholdes en - i amerikanske sammenhæng - usædvanlig militærparade i Washington D.C i anledning hærens 250-års dag. Det sker i øvrigt på Trumps fødselsdag.
/ritzau/