Teheran, 28/04/2026 - 04:22
Iran nedjusterer dødstal efter skoleangreb på krigens første dag
73 drenge og 47 piger blev dræbt, da en iransk skole blev bombet 28. februar, oplyser statsmedier i Iran.
Iranian Foreign Media Department/Reuters
Af: /ritzau/
Iran har tirsdag offentliggjort en oversigt over antallet af dræbte efter et angreb på en iransk skole på første dag af krigen med USA og Israel.
Det skriver iranske statsmedier ifølge nyhedsbureauet AFP.
Det samlede dødstal er 155, melder den iranske tv-station Irib og lokale medier. Tidligere har Iran rapporteret om flere end 175 dræbte.
Ifølge den iranske tv-station blev 73 drenge og 47 piger slået ihjel på skolen Minab den 28. februar.
26 lærere og syv forældre blev også dræbt på den iranske skole sammen med en skolebuschauffør. En apotekstekniker, der arbejdede på en klinik ved siden af skolen, mistede også livet, lyder det fra den iranske tv-kanal ifølge AFP.
Angrebet fandt sted samme dag, som USA og Israel iværksatte omfattende bombardementer i Iran. Som gengældelse bombede Iran mål i Israel og på tværs af Golfstaterne.
Den iranske skole ligger ved siden af en base for Irans Revolutionsgarde.
Oprindeligt sagde USA, at det var Iran selv, der havde bombet skolen.
Men så dukkede der videooptagelser frem, og analytikere sagde, at det lignede Tomahawk-missiler, der slog ned i området.
Blandt de krigsførende magter i Golfen er det kun USA, der bruger Tomahawk-missiler.
USA's præsident, Donald Trump, har sagt, at det iranske regime selv kan have angrebet skolen og måske har gjort det med Tomahawk-missiler.
Men det er ifølge militæreksperter, som nyhedsbureauet Reuters tidligere har talt med, ekstremt usandsynligt.
Irans udenrigsminister, Abbas Araghchi, har beskyldt USA for at stå bag og kaldt det et kalkuleret angreb, skriver AFP.
Flere amerikanske medier har skrevet, at USA bærer ansvaret. The New York Times og CNN citerer unavngivne kilder for at sige, at foreløbige undersøgelser peger på USA.
Avisen konkluderer, at skolen sandsynligvis blev ramt under amerikanske angreb på en iransk base i nærheden.
The New York Times skriver, at avisen har indsamlet beviser, som blandt andet tæller nyligt frigivne satellitbilleder, opslag på sociale medier og verificerede videoer.
/ritzau/




